Høst (Sigbjørn Obstfelder)

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Et fragment

av Sigbjørn Obstfelder

      Det er høst. Uveiret er kommet i al sin vælde. Det
  er, som om den kjæmper for sin ungdom, vidden der-
  ude, for blomsterne sine og dyrene sine. Man sidder
  og føler, nu falder der atter et blad, nu rives atter et
  aks fra mulden. Tilsidst er det, som om der er en,
  der går; han går henover alle rødder, al muld, al lyng,
  han går uafladelig, i takt med regnet; på hans ansigt
  står der at læse en urørlig sorg, og han går fra sted
  til sted. Han vil det ikke, og dog må hans fod fra nat
  til nat træde strå for strå ned og plukke blad for blad
  fra stilkene.
      Det var igåraftes, at jeg sad og så det for mig, dette,
  da det med ét gik i trapperne. Det måtte være ham
  - den eneste jeg endnu har lært at kjende her i eg-
  nen. Han pleier komme i sånt veir. Han blir borte i
  ugevis, men når det regner eller stormer, da kan jeg
  næsten være vis på, at han kommer. Når han træder
  ind, undgår han som oftest mit blik, men trykker mig
  hårdt i hånden uden at si noget eller også blot mum-
  lende et slags godaften. Vi sætter os i taushed.
      Det synes, som om han har vanskeligt for at komme
  væk fra sit samvær med vind og væde. Der går gjerne
  lange tider, før han siger noget. Stundom står han
  op og går et par skridt, drar rullegardinet tilside, ser
  ud over vidden.
      Der kommer sådan ro over mig, når han sidder
  her. Og dog er der oftest et så forfærdelig trist drag
  hen over hans åsyn. Jeg har heller aldrig set et åsyn
  så kraftigt kunne se så vekt ud. Noget rent ømt kan
  der komme over det, når han taler om nætter, han
  har ligget og fisket, og hvad der da har gået gjennem
  hans sind.
      Han er høi. Hans sterke arme hænger, som om han
  skammed sig over deres kraft og helst vilde negte den.
  Han går lidt bøiet i overryggen. Men han behøved det
  ikke. Han har øine af en lys, blå farve, som måtte
  være så vakker, når den var klar og glad.
      I den sidste stund blir han livligere. Men han for-
  tæller meget lidet om sig selv og intet om sin fortid.
  Han liker bedst at snakke om alle mulige ting, han
  går og grubler over, og samtalen begynder i regelen
  med, at han uden forberedelse udkaster en tilspidset
  mening.
      Således begyndte det igår, med at han sa:
      Menneskene tænker bare på at forstå at leve, aldrig
  på at forstå at dø. De skulde lære sig dag for dag at
  forstå at dø. Ikke at de voldsomt skulde kvæle sine
  drifter og ønsker, men de skulde ikke gi så megen agt
  på dem. De skulde gå i søvne på en måde, forat de
  store verdensdrømme kunde komme, og tingene
  vokse, og alt om en tale.
      Han taug en stund, lytted til regnet. Det var, som
  der var vilje og vildskab i dråberne. Så fortsatte han:
      Døden er ikke intet. Der gives ikke noget intet.
  Nirvanaønsket kommer af frygt for lidelsen. Lidelsen,
  lidelsen, den skulde vi attrå. Hvad er livet andet end
  en modstand mod noget udenom en, som vil forme
  en, og som hvert menneske sætter sit eget selv op
  imod. Ikke fordi dette selv vil bringe verdenslivet nye
  rigdomme. Nei blot for at gjøre det gjældende, af
  magtsyge. Den som forstår at dø, kjæmper ikke mod
  de vise kræfter, han ikke kjender, han tar imod dem,
  og da er det, det svulmer størst og synger finest i
  ham. Naturen forstår bedre at nyde jordlivet, den for-
  står at dø, den vil dø!
      Jeg fortalte ham, hvad jeg havde siddet og tænkt
  på, før han kom, at også naturen kjæmper mod de
  ødelæggende kræfter og vil leve, sålænge den kan.
      Tvertom - vedblev han - jeg tror, at naturen har
  sit deiligste liv, når den blegner. Intet dør så vakkert
  som blade. I de varmeste, vakreste farver, jorden eier,
  klær de sig. De tar imod døden, de længes mod at
  føle det skjære der skal foregå i dem. Villig bøier de
  sig for regnet, lar det glide smigrende nedover sig,
  og fordi de ikke brydes med venlige magter, blir dø-
  den så sagte, så underfuldt deilig.


*


      Han har ståt for mig hele dagen. Jeg har set ham
  for mig, som han sidder der, tilbagelænet i stolen,
  men hodet dog foroverbøiet. Kogelampen suser og ka-
  ster et guldskjær over hans sterkt bagover bøiede
  pande, der hviler en lukket stolthed over hans høie,
  smale ansigt med det spidse skjæg, men ved hans
  første ord smelter den hen i noget kvindeligt sart.
  Det er som har en kvinde taget plads inde i ham og
  dannet ham om i sit billede.
      Jeg har set ham, hvordan han så af og til reiser
  hodet og halvt borte lytter til regnet, som evig, evig
  pisker mit store vindu der vender mod vest, hvor først
  vidden er, siden havet.
      Efterhånden er det som værelset blir anderledes og
  større, en gammel krønike i boghylden, hvis titel jeg
  halvbevidst læser, blir til mer end en bog; der vandrer
  gjemte tider ud deraf slottet er af granit, bordet af
  eg, hallens lys kommer fra oven, tunge vilddyrsskind
  er gobeliner.
      Så ser jeg ham for mig, når jeg sænker øielågene
  og begynder at tænke høit:
      Jeg holder af natten. Det er som om natten ikke
  skulde være til. Evig prækes der om solens og dagens
  pragt. Javist har de pragt for øie og sans. Men der er
  også i os kamre, som sollyset ikke når, men som kun
  natten tør liste sig ind til.
      Netop i den stund da de andre er gåt og skvalderet
  med engang er borte, og man tænder et lys der ikke
  skriger, - har De merket, hvor to da blir rige for
  hinanden og får flere strenge og hører og ser skarpt?
  Solen fordunkler omridsene; om natten har tingene
  personlighed.
      Det er sandt, at der er noget vemodigt ved den. Men
  bringer ikke det vemodige frem i os mangt, som lyk-
  ken og solskinnet ikke kjender?
      Der er en uendelig resonansbund inde i mørkets
  dyb, og der strømmer en imøde derfra de ånder
  som var fra evighed, og som skjuler sig for san-
  serne. -
      Det er når han taler, som om han ser sine egne ord
  ude i luften et stykke foran sig. Jeg har tænkt på, om
  han har været som han nu er altid, eller om det er,
  hvad han har oplevet, der har gjort ham sådan. Han
  synes dog som bestemt til at bære orkaner på de skul-
  dre, han trækker sky sammen om halsen.
      Der er noget sælsomt ved ham. Han passer så sam-
  men med høsten, som den er her. Engang imellem
  kommer der ude på vidden et sjøsalt pust, der har
  seilet længst ude fra, og som driver en ind i nye tanke-
  rækker. Sådan har det også med ham hændt, at bitre
  ord har afbrudt hans ro. Er der brændinger bag den?