Høst (Sigbjørn Obstfelder)
Et fragment
Det er høst. Uveiret er kommet i al sin vælde. Det
er, som om den kjæmper for sin ungdom, vidden der-
ude, for blomsterne sine og dyrene sine. Man sidder
og føler, nu falder der atter et blad, nu rives atter et
aks fra mulden. Tilsidst er det, som om der er en,
der går; han går henover alle rødder, al muld, al lyng,
han går uafladelig, i takt med regnet; på hans ansigt
står der at læse en urørlig sorg, og han går fra sted
til sted. Han vil det ikke, og dog må hans fod fra nat
til nat træde strå for strå ned og plukke blad for blad
fra stilkene.
Det var igåraftes, at jeg sad og så det for mig, dette,
da det med ét gik i trapperne. Det måtte være ham
- den eneste jeg endnu har lært at kjende her i eg-
nen. Han pleier komme i sånt veir. Han blir borte i
ugevis, men når det regner eller stormer, da kan jeg
næsten være vis på, at han kommer. Når han træder
ind, undgår han som oftest mit blik, men trykker mig
hårdt i hånden uden at si noget eller også blot mum-
lende et slags godaften. Vi sætter os i taushed.
Det synes, som om han har vanskeligt for at komme
væk fra sit samvær med vind og væde. Der går gjerne
lange tider, før han siger noget. Stundom står han
op og går et par skridt, drar rullegardinet tilside, ser
ud over vidden.
Der kommer sådan ro over mig, når han sidder
her. Og dog er der oftest et så forfærdelig trist drag
hen over hans åsyn. Jeg har heller aldrig set et åsyn
så kraftigt kunne se så vekt ud. Noget rent ømt kan
der komme over det, når han taler om nætter, han
har ligget og fisket, og hvad der da har gået gjennem
hans sind.
Han er høi. Hans sterke arme hænger, som om han
skammed sig over deres kraft og helst vilde negte den.
Han går lidt bøiet i overryggen. Men han behøved det
ikke. Han har øine af en lys, blå farve, som måtte
være så vakker, når den var klar og glad.
I den sidste stund blir han livligere. Men han for-
tæller meget lidet om sig selv og intet om sin fortid.
Han liker bedst at snakke om alle mulige ting, han
går og grubler over, og samtalen begynder i regelen
med, at han uden forberedelse udkaster en tilspidset
mening.
Således begyndte det igår, med at han sa:
Menneskene tænker bare på at forstå at leve, aldrig
på at forstå at dø. De skulde lære sig dag for dag at
forstå at dø. Ikke at de voldsomt skulde kvæle sine
drifter og ønsker, men de skulde ikke gi så megen agt
på dem. De skulde gå i søvne på en måde, forat de
store verdensdrømme kunde komme, og tingene
vokse, og alt om en tale.
Han taug en stund, lytted til regnet. Det var, som
der var vilje og vildskab i dråberne. Så fortsatte han:
Døden er ikke intet. Der gives ikke noget intet.
Nirvanaønsket kommer af frygt for lidelsen. Lidelsen,
lidelsen, den skulde vi attrå. Hvad er livet andet end
en modstand mod noget udenom en, som vil forme
en, og som hvert menneske sætter sit eget selv op
imod. Ikke fordi dette selv vil bringe verdenslivet nye
rigdomme. Nei blot for at gjøre det gjældende, af
magtsyge. Den som forstår at dø, kjæmper ikke mod
de vise kræfter, han ikke kjender, han tar imod dem,
og da er det, det svulmer størst og synger finest i
ham. Naturen forstår bedre at nyde jordlivet, den for-
står at dø, den vil dø!
Jeg fortalte ham, hvad jeg havde siddet og tænkt
på, før han kom, at også naturen kjæmper mod de
ødelæggende kræfter og vil leve, sålænge den kan.
Tvertom - vedblev han - jeg tror, at naturen har
sit deiligste liv, når den blegner. Intet dør så vakkert
som blade. I de varmeste, vakreste farver, jorden eier,
klær de sig. De tar imod døden, de længes mod at
føle det skjære der skal foregå i dem. Villig bøier de
sig for regnet, lar det glide smigrende nedover sig,
og fordi de ikke brydes med venlige magter, blir dø-
den så sagte, så underfuldt deilig.
*
Han har ståt for mig hele dagen. Jeg har set ham
for mig, som han sidder der, tilbagelænet i stolen,
men hodet dog foroverbøiet. Kogelampen suser og ka-
ster et guldskjær over hans sterkt bagover bøiede
pande, der hviler en lukket stolthed over hans høie,
smale ansigt med det spidse skjæg, men ved hans
første ord smelter den hen i noget kvindeligt sart.
Det er som har en kvinde taget plads inde i ham og
dannet ham om i sit billede.
Jeg har set ham, hvordan han så af og til reiser
hodet og halvt borte lytter til regnet, som evig, evig
pisker mit store vindu der vender mod vest, hvor først
vidden er, siden havet.
Efterhånden er det som værelset blir anderledes og
større, en gammel krønike i boghylden, hvis titel jeg
halvbevidst læser, blir til mer end en bog; der vandrer
gjemte tider ud deraf slottet er af granit, bordet af
eg, hallens lys kommer fra oven, tunge vilddyrsskind
er gobeliner.
Så ser jeg ham for mig, når jeg sænker øielågene
og begynder at tænke høit:
Jeg holder af natten. Det er som om natten ikke
skulde være til. Evig prækes der om solens og dagens
pragt. Javist har de pragt for øie og sans. Men der er
også i os kamre, som sollyset ikke når, men som kun
natten tør liste sig ind til.
Netop i den stund da de andre er gåt og skvalderet
med engang er borte, og man tænder et lys der ikke
skriger, - har De merket, hvor to da blir rige for
hinanden og får flere strenge og hører og ser skarpt?
Solen fordunkler omridsene; om natten har tingene
personlighed.
Det er sandt, at der er noget vemodigt ved den. Men
bringer ikke det vemodige frem i os mangt, som lyk-
ken og solskinnet ikke kjender?
Der er en uendelig resonansbund inde i mørkets
dyb, og der strømmer en imøde derfra de ånder
som var fra evighed, og som skjuler sig for san-
serne. -
Det er når han taler, som om han ser sine egne ord
ude i luften et stykke foran sig. Jeg har tænkt på, om
han har været som han nu er altid, eller om det er,
hvad han har oplevet, der har gjort ham sådan. Han
synes dog som bestemt til at bære orkaner på de skul-
dre, han trækker sky sammen om halsen.
Der er noget sælsomt ved ham. Han passer så sam-
men med høsten, som den er her. Engang imellem
kommer der ude på vidden et sjøsalt pust, der har
seilet længst ude fra, og som driver en ind i nye tanke-
rækker. Sådan har det også med ham hændt, at bitre
ord har afbrudt hans ro. Er der brændinger bag den?
