Den første Omfavnelse
Kommer nu Sorger! knuger mit Bryst,
at det ei sprænges af jublende Lyst!
Himmel! med Uheld, Helved! med Qvaler
tæmmer dets Bølger! Thi der har hun hvilt!
Fiendenag
aabne dets Aarer! din Piilodd kun svaler.
Thi ved dets Slag
har hun jo zittret og smilt.
Sorgen har tabt sin Tyngde og Magt,
hvor hendes yndige Aasyn har lagt.
Sank hun den ned i sit svømmende Øje?
Drak hun dens Gift med sin Mund? Thi jeg saae
Vemodets Smiil
bævende Skygger om Læben at bøje;
dunklere blaa
sværmede Øjnenes Ild.
Du har forsont, uskyldige Brud,
Sjelen med Verden, Blodet med Gud:
Dengang din hellige Pande du sænkte,
straalreen som Naadens skinnende Lin,
over mit Bryst,
borttog du Synden, den taarebestænkte.
Nu er mit Sind
reent som et Tempel og lyst.
Rødmende Uskyld speilte Du ind,
Brud, i mit Bryst med jomfruelig Kind.
Hviftet af himmelske Due fornemmed
jeg i den Lok, som omsvævede mig.
Hil mig, min Geist,
forhen dæmonisk, for Himmelen fremmed,
er nu ved Dig,
Elskede, hellig gjenreist!
Der, hvor din Læbe rørte mit Bryst,
indenfor blev det glorielyst.
Kjærlighedshymner derinde fremsprunge
under dit sandsløse, drømmende Kys.
Sødmen deri
drak Fantasien med glødende Tunge.
Styrke og Lys
skjænkte det Ømheds Geni.
Dengang du laa ved mit Hjerte, min Brud,
var det som Blomster sprang derifra ud:
Blomster, som levte, drømte og tænkte.
Mandel og Abild ei vajer saa fuld.
Solen sit Blod
ikke saa rigt over Roserne sprængte.
Sjelen sit Muld
drømmende saligt forlod.
Fjern dig, min Sjel, du mørkblaa Seraf!
Eller en Stund i mit Blod dig begrav!
Herskende lad det rulle saa længe!
Nerven lad aabne sin zittrende Mund!
Samling berøvt
høre du opfyldt med tonende Strenge
Brystet, hvor Hun
hvilede elskovsbedøvt.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer