Kjærlighed og Nød
Se, min Elskte, Roserne rødme
som Smiil henover de haarde Klipper,
de søde Jordbær groe paa gjerrige Højder!
Saa den haarde Skjebne modvillig
vor unge Kjærligheds Fryd skal bære.
O Nød, hvor skjøn bestraalt af salige Taarer.
Se, dit smukke blegnende Aasyn,
med to Lyksaliges Smiil bedækket,
er liig en Geists af død forherliget Glæde!
Derfor, Nød, vi Begge dig elske.
Vor Elskovs Fædreland er din Goldhed.
Vær stolt, min Brud, det ligner Norge, det elskte!
I dets strenge kjølige Luftdrag
vor Elskov sundt og blussende aander.
Vær glad, min Brud! det grændser nærmest til Himlen!
Begge har beslægtet Natur jo?
Hvor ligner Stjernerne dine Taarer,
skjøndt Knopper kun af Øiets mørkeblaae Blomster!
Begge har beslægtede Væsner:
hvor ligner skærmende Engle ikke
de ømme Tankers Flugt fra Øie til Øie?
Der i Nødens straatakte Hjem jo
Maria fødte Alverdens Frelser?
Der boed Ruth og Hagars Ynde der fødtes.
Igjennem Nødens Ørkener vandred
trofaste Tjener og fandt Rebekka.
Friskt Mod, min Brud! din Fod vor Ørken beblomstrer.
Se, vi Begge Nøden jo elske.
Thi med en Fostermoers milde Alvor
den lagde tidlig Hænder over vor Elskov.
Med min Sved jeg gjerne beperler
dens Muld, Jeg Skjaldharpens Odelsbaarne.
For mere øde Digte svede saa Mange.
Snart de golde, stenige Bakker
(en Verdens Fattigdoms sorte Skuldre)
skal bølge i dit Trin med sædgylden Kaabe.
Os i Døren møde to Engle,
den blide Nøisomhed, glad Tilfredshed.
De have dækket Bordet, redet vort Leje.
Nu de flye tilbage i Himlen
for om det salige Par at melde,
og til vor Søvn at hente himmelske Drømme.
Frygt ei, Viv, min Sang skal forstumme.
Min Sved kun friske skal gamle Laurer,
om blodig Graad end risler indenfor Øjet.
Kun en snebar Stribe behøver
den kloge Stær for sig selv og sin Mage.
Stort meer ei, Brud! Geni og Kjærlighed trænger.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer