Sneklokker
To tre sneklokker. Hvide og svage, fødte i smerte.
Grønhvide. En ser hvor deres liv er vart, hu-
den fin og ræd. Blyge. Men med livstrangen indi sig,
med en glad grøn krans deroppe på de tre blege
blade.
Sådan i forbigående var det jeg bad hende komme,
bare sådan i forbigående.
I den tid som går forbi, før våren rigtig tør komme,
da er det at de klokkerne blir til. Og dog hænger de
der med hodet fuldt og dirrer, dirrer med de flor-
vævede, døgnlevende tanker.
Hun skulde ha havt dem. Sligt som ord er for tunge
for skulde de ha meldt om.
De ringer.
Hele veien opover har jeg hørt dem ringe.
Det er toner, som må gribes. De må gribes af nogen,
o Gud! Det er dråberne fra vinterens lystrang - de
må plukkes nu; de svinder, de dør i ensomheden.
To tre sneklokker.
Jeg kryster ud deres livskraft. Hun kom ikke. De
stakkels, tendre blomster!
Jeg trær dem ihjel.
Det var jo bare nogen sarte, blege spirer, som
kanske - kanske - ved hendes bryst kunde ha blit
til roser.
