Byens Kirkegaard

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Løverdags-Aften. Veiret er skjønt.
Lundene vifte, tætte og svale;
Aftenens Straaler funkle, og male
Buske og Træ'r med et friskere Grønt.
Dagen vil end med sin mildeste Evne
lokke Dig ud til et kvægende Stevne,
lutre dit Sind, før den synker i Dvale.

Her er det stille; her færdes og vanker
Vemoden, fulgt af den tause Erindring.
Ydmygt og tro, som Konvolvlernes Ranker,
hænge ved Graven de brændende Tanker,
hige kun her mod en Dugdraabes Lindring.
Kapløb og Kæmpen paa Livslykkens Veie
endses ei her blandt de skyggede Høie,
her, hvor de stolteste Nakker sig bøie,
her, hvor et Tab er det dyreste Eie.
Har Du en Skat bag de traurige Linde,
Ingen vil gribe og dele din Vinding;
Ingen vil sno om sin higende Tinding
Krandsen, der hænger paa Korset herinde.
Derfor staar Niddet og Hadet ved Gjerdet,
sænker sit Vaaben og bruger det ikke, -
her er et Eden; Cheruben med Sværdet
kyser dem blot med de sorgfulde Blikke.

Kirkegaards-Fred! Dine grønne Pauluner
aabner Du mildt for den fremmede Gjest.
Ingen af Sorgens Guirlander og Runer
kalder ham hid til Erindringens Fest.
Ude, hvor Livsglæden synger sin Vise,
voxer i Dalen hans Savn og hans Kummer;
har han et skinnende Seil at forlise.
Ene de Sørgendes hellige Fred
søger han her paa de viede Stier, -
hviler sin Tanke, hvor Døgnlarmen tier,
vandrer i Ømhedens lydløse Fjed.

Hid til de fredede, høinede Grave
bringes iaften et Offer af Sorgen:
skinnende Smykker af Sommerens Flor.
Blomsten skal slumre, til Søndagens Morgen
vækker dens Duft i den ensomme Have,
haver dens Kalk over Kummerens Spor.
Himlen har ladet paa Vaarskyer dale
kvægende Tanker i Blomsternes Indre;
derfor, naar Kalkene aabnes og tindre,
hvisker fra Bladet en hemmelig Tale.

Blomsten er Tolk, hvor den rastløse Spørger
søger fra Dybet et trøstende Svar;
Blomsten slaar ud, mens han higer og sørger,
viser sin Farveskrift stille og klar.
Ude, hvor Livet har tusinde Munde,
fattes ei Sproget i Blomsternes Rige;
her, hvor de jublende Toner maa vige,
her, hvor de travleste Tunger maa blunde,
mærker Du først, hvad en Blomst har at sige.

Løverdags-Aften. Den larmfulde Uge
er med sin Stræben og Tragten forbi;
Mindet er gjenvakt, og Længselen aner.
Sænkede Vinger, der samles og ruge
over de gjærende jordiske Planer,
hæve sig atter lette og fri.
Nu er det Tid. Til det kjerlige Møde
Aftnen har prydet den rolige Scene;
under de skjermende, løvfulde Grene
lyser dens Glands blandt de ventende Døde.

Vennerne komme med Sommerens Gaver.
Smaabørn er med og vil sysle ved Graven;
Børnene se kun i Kirkegaards-Haven
Gravenes Rækker som deilige Haver.
Her har de glemt deres kjereste Dukke,
her tør de plante og vande i Sommer,
her tør de gjemme de skjønneste Blommer;
blot om en Nat er de dobbelt saa smukke.
Medens de lege ved Gravenes Muld,
høster Du Smil, hvor din Taare har trillet;
Mørket gaar over i Morgenens Billed, -
Dagen vil atter være Dig huld.

Hist er en Lund af Spiræ og Jasminer;
Graven er dobbelt i dette Kapel.
Hvide Levkøier og røde Lupiner
hilse Dig der i den skinnende Kveld.
Nærm Dig i Stilheden sørgeklædt Pige
sidder derinde med foldede Hænder.
Endnu, før Aftenens Lys-Engle vige,
har hun et Suk og et Budskab, og sender
endnu en Bøn til det himmelske Rige.
Forrige Sommer hun smykked sin Lund
blot under Leg, som en Alf i sin Rede;
nu er der atter en Gravhøi at frede,
nu har hun naaet Betragtningens Stund.
Skyer er lagt paa den rolige Pande,
lagt paa en Himmel, der hvælver sig over
Drømmenes Eden med luftklare Vover,
duftende Bredder og glimrende Lande.
Himlen kan aldrig igjen vorde lys;
Skyerne voxe ved Dage og Nætter,
voxe og true, som Drager og Jetter,
sænke sig dybt med et vinterligt Gys.
Havde du blot, som den sørgende Lille,
endnu et Vaarglimt blandt Skyernes Vrimmel,
da sad Du ofte, forsonet og stille,
stirred, som hun, i den aftnede Himmel.
Kan Du, igjennem din Strid og din Daad,
redde det barnlige Skjær til det Sidste,
da har Du Regnbuen over din Graad,
da har Du Glorien over din Kiste.

Mellem de smykkede Stene og Høie
hæver sig ældede, halvglemte Minder,
ligger der Tuer, arme og lave.
Ingen gaar did med et speidende Øie;
Krandsen er visnet, og Indskriften svinder.
Nelderne gro paa de navnløse Grave.
Mindet maa pleies med kjerlige Hænder;
har kun sit Liv, mens din Ømhed er rig.
Skjules dit Savn under Glemselens Flig, -
slukkes din Ild, der paa Alteret brænder,
staar det i Gravlunden selv som et Lig.
Ak, selv det fredede Minde har Graven
viet til Glemsel med kortvarig Frist;
bankende Hjerter, der bringe det Krandse,
kunne den skridende Vinter ei standse,
visne som Løvet i Kirkegaards-Haven,
ligge der alle og slumre tilsidst.
Da er det faldende, gulnede Blad
ene det Smykke, Kolonnen skal eie;
da staar den ensom i Gravenes Rad,
arm som den ukjendte Pillegrims Leie.
Ukjendt Pilgrim har Intet at miste;
Blomster var aldrig paa Graven at skue.
Lærken har kun paa den fattige Tue
sunget de smukkeste Triller, den vidste.

Aftnen har alt med sin svalende Fred
dæmpet i Egnen de larmende Toner.
Skumringen slører alt Træernes Kroner;
snart glider Solen bag Granerne ned.
Her er en Høide, der hæver sig blidt
over de Jordedes Celler og Minder.
Landskabet aabner sig yndigt og vidt;
Fjeldene vige med duftige Tinder.
Her kan Du skue den dalende Stjerne,
hilses af Soløiets bristende Blik,
kvæges af Luftningens kjølende Drik,
hvile, og se i det drømmende Fjerne.
Aftenens Skjær, lig en blød Melodi,
glider fra Fjeldet og gynger paa Fjorden.
Duftskyer virke et Telt over Jorden;
Himlen og Jorden formæles deri.
Her kan Du lade dit Hjertenag blunde;
her gro Kjerminderne fagert og rigt.
Her, over Gravenes viftende Lunde,
vaktes mit lille, vemodige Digt.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt