En Tribut til Kunstforeningen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Vi trænge her - hvad ofte jo er sagt -
i Stoffet for vor jordiske Fortæring
til nogle Krummer af ambrosisk Næring,
som Mange tale om, og Faa har smagt.

Men Zeus's Ørn hidbringer os dem ei,
det er ei nok, at snappe dem med Gafler,
hver Gang de falde fra de høie Tafler;
ak, de maa komme paa en anden Vei, -
komme som Frugter af en indre Trang,
som vil forskjønne Stoffet, der er givet,
og stræbe opad mod en bedre Rang,
til Glandsen af det Evige i Livet.

En Larves Stræben er det halve Liv;
thi først naar Sandsen vendes mod det Indre,
og Driften i det Ydre synes mindre,
faar Dyret Vinger til sin Tidsfordriv.
Og Mennesker og Stater er kun Larver,
før deres Selvbetragtnings Time slaar,
og Sjelen vugger sig i Lys og Farver
som Markens Psyche i den klare Vaar.

Men husk, en Frister overalt sig sniger,
og hemmer idelig det gode Verk.
Han er en Skalk, og derfor dobbelt stærk;
Du maa vel kjende ham, - hans Navn er Smiger.
Som Mundskjenk knæler han ved Tronens Trin,
hvor Drotten sidder med de mørke Blik;
han fylder Bægret med sin sødlig Drik,
og rækker Herskeren sin Slummervin.
Og Folket reiser sig med Had og Harm,
og raaber „Frihed!“ i de kvalme Gader,
og stormer Borgens stærke Palissader,
og vækker Herskeren med Blus og Larm.
Nu vil det blotte disse gamle Løgne,
nu vil det bryde Despotiets Nat;
som Jetten Argus med de mange Øine
vil Folket vaage over Lysets Skat.
Men Smiger iler til den nye Trone;
som Hermes kommer han med Fløitespil, -
og Argus lytter til den søde Tone;
og ved ei, naar hans Øine falde til.

O, negt det ei! Vort Norge har fornummet
den hule Smigers væmmelige Pral;
for Spurvetriller og for Gjøges Gal
er Droslens Klage i vor Skov forstummet.
Det sære Tungemaal fra Hav og Ur,
fra mørke Graner og fra stride Sarper,
den dybe Tone i vort Lands Natur,
der gav sin Klang til Hedenoldets Harper,
er overdøvet af en fremmed Røst,
der lod Basunen om vor Storhed melde,
og tog et Ekko af de gamle Fjelde,
men ingen nordisk Vemod eller Lyst.

I Fjeldet bor vor Kunst og Poesi;
den drømmer der endnu i Landets Bringe,
der har den vist os Glimtet af sin Vinge
i Dalens Sagn, i Dalens Melodi.
Men for det unge, nylig vakte Folk
den trænger til en Leder, til en Tolk,
der i Naturens haardeste Forstening
har fattet denne himmelbaarne Gnist,
der klarer sig, og hæver sig tilsidst,
og giver Formerne en aandig Mening.

Se, Kunsten har med sin egen Aand
udfriet Aanden af de haarde Stene,
og dannet Egnen med en kjerlig Haand
til dine hemmelige Længslers Scene:
Her Solen nys er gleden under Voven,
og Fuglen slumrer vel i Graneskoven,
og alle Blomster sig mod Jorden bøie;
og over Sletter, over Sø og Høie
den milde Skumring sine Vinger slaar.
Fra Taagens Slør, der svæver over Egnen,
fra Himlens smeltende, violblaa Blegnen,
det stille Afskeds-Suk til Hjertet gaar.
Sprogløs og dæmpet er Naturens Smerte,
og derfor søger den dit varme Hjerte.
Forskyd den ikke, - lad dens Sukke trænge
did, hvor dit Bryst har sine Harpestrenge,
hvor Sorgens Aander i dit Indre bor!
Dit Haab, der slukkedes, skal atter ulme,
og denne Smerte i din Barm skal dulme,
og løse sig i Toner og i Ord.

Saaledes digter Dig vor gjæve Dahl
en sjelfuld Stemning i Naturens Skifter;
i Himlens Smil, i Uveirs-Skyens Rifter,
han maler kjækt din Glæde og din Kval.
Saaledes adler Dig den gyldne Kunst
de dunkle Timer af din travle Vandring,
og fanger Øieblikkets korte Gunst,
og redder den i Tidernes Forandring.

Et skjønt Moment, der glimrer og forsvinder,
opstaar forklaret under Kunstens Bliv;
og træder freidigt i det friske Liv.
Det la'r en Straale i dit Indre strømme,
det leger i din Tankes Drømmeri;
og naar dit Hjertes Banken er forbi,
det spirer lige friskt i Slægters Drømme.

Jeg saa engang et underdeiligt Billed:
en Park med rige Træ'r og Blomsterbed,
og fjernt bag Stammerne en Flod, der gled
med Vover, hvorpaa Aftenrøden spilled.
Den lune Baggrund røbede mig blot
en taaget Skov og Glimtet af et Slot.

I denne Haves rummelige Gang
var der et Selskab under Løvets Kroner:
en livfuld Ungdom, glade Børn, der sprang,
bøiede Gubber, kneisende Matroner.

I Stykkets Forgrund stod et stille Par,
adskilt fra Vrimlen, bag de tætte Grene;
og Aftnens Lysning hvilte mild og klar
paa denne smukke, sværmeriske Scene.
Hun legede med Blomsten paa sit Bryst;
hun stod som om hun lytted til hans Røst,
og Blikket sænked sig saa let, saa ømt,
som om dets Ild kun dæmpet var paa Skrømt.
Hans Arm var udstrakt, villig til et Favn,
hans Læbe aaben til et deiligt Navn,
hans Hoved mildt mod hendes Skulder bøiet;
Savn og Forventning brændte ham i Øiet.

Det var et Nu, som naar en Rosenknop,
af Vaarens Aande lunet og bedugget,
af Zefyrs milde Æthervinge vugget,
vil slaa sit varme Purpurbæger op,
og i sin Foraars-Ynde tryllebunden
kan dufte ufuldendt og aldrig svunden.

Det skjønne Glimt, der slukker Livet,
har Kunsten Uforkrænkelighed givet;
og derfor trylled Billedet min Sands
som Immortellen i en falmet Krands.
Kun Snittet her i en forældet Dragt
elegisk hvisked„det er længst fuldbragt“. -
mens Aftnens Aander i den blide Luft,
og Blomst og Blade med en synlig Duft,
forkyndte Hjertet med en lønlig Tale
det ømme Sprog, som Penslen ei kan male.

O, spørg ei Rosen om dens Levnetsløb!
I næste Nu gaar Trylleriet bort,
og Sommerfuglen er der inden kort,
og danner Bladet til en Larves Svøb.
Tænk heller paa det hede Sværmeri,
der i et Nu har vundet Livets Smykke,
og ønsker sig i Lynet af sin Lykke
endnu et Heldat kunne dø deri, -
dø, før den bitre Skuffelse er vakt,
og Tiden kommer med sin lunkne Lindring,
og Vintren kommer med sin strenge Magt,
og med en blegnet, kummerlig Erindring.

Et saadant Ophør i det rette Nu,
hvor Livet rører sig i Lys, i Mørke,
i Nydelse, i Kummer eller Gru,
er Kunstens Sjel og underbare Styrke.
Hver Livets Tilstand har et flygtigt Lyn,
hvori dens fulde Væsen strømmer ud;
og til at gribe dette Stjerneskud
vil Kunsten øve Nerven i dit Syn.
Fordi den standser Tiden i dens Il,
og er dens Optrins sande Aabenbaring,
den lærer Dig en dybere Forklaring
af Øieblikkets Taarer og dets Smil.
Da er dets fine Blomst din Eiendom;
Du lever hel i fyldige Sekunder,
hvor Mængdens Øie blendes eller blunder, -
og Verden er Dig ingensinde tom.

Men dette kvægende, almene Gode
er her et dunkelt, halvtforstaaet Savn,
skjønt man har lært at nævne det ved Navn,
og ved, at Tingen holder sig i Mode.
Man savner det som Samfundslivets Kit,
hvor Politiken sondrer og minerer,
og - hvad der hender overmaade tit -
man savner det, hvor Ingenting passerer.
Naar Dagens Kram med hver en Stump af Nyt,
og hvert et Fnug af Rygtets Bagateller
i hvad man vrænger og paa Skrømt fortæller,
er snappet, gransket, sammenbagt og nydt;
naar Tankens Bly, af Drenge og Geseller,
er i den sidste Kandestøbning gydt, -
da er det stille; Taffel-Uret pikker,
mens Herren smøger og hans Frue strikker.

Hvis engang Frugten af vor Kunstforening
formilder Ørknen i en saadan Pause,
og giver Tankerne en ny Forgrening,
hvor Døgnets Vind og Munde ere tause, -
da er en Udsigt i det Frie vundet,
da er der Dag for mangt et Indre rundet,
hvor nu Olympen hænger som i Dvale
i rige, mulmopfyldte Billedsale.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt