Place Vendôme

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Aftnen synker over Byen,
Slører Boulevardens Linde;
Solens sidste Glimt fra Skyen
Zitrer paa Paladsets Tinde.
Trikolorens bolde Flag
Svøber sig i stille Slummer;
Gjennem Luften, tung og lummer,
Drøne fjerne Tordenslag.

Alvorsfuld Kolonnen kneiser
Mod den dunkle Aftenhimmel.
Skyen er nær, den stærke Keiser
Skuer over Byens Vrimmel.
Byen er hans faste Leir;
Dagens hede Kamp er over,
Slaget vundet, — Ingen vover
Røve ham den stolte Seir.

Mod hans Bryst med Hadets Vildhed
Flammed tusinde Kanoner;
Men han slog med evig Stilhed
Deres høie Tordentoner.
Og hans Helteskarer trak
Malmen hid til Leirens Gade,
Reiste ham det djerve Stade
For hans høie Bivuak.

Trindt omkring Kolonnen slynger
Stolt og steil sig Heltebanen,
Hvor de tætte Krigerklynger
Stræbe opad mod Altanen.
I den stjerneklare Nat
Der han lytter til Parolen.
Al hans Pragt er Overkjolen
Og den lille, kjække Hat.

Se, i disse Fantasier
Blander sig et livfuldt Billed:
Tyve Garde-Kompagnier
Er paa Boulevarden stilled.
— „Fremad!“ — Marschen trækker hid;
Sværde blinke, Trommer larme,
Fanen i de stærke Arme
Bølger folderig og sid.

Nu gaar Garden over Pladsen.
O, hvor er dens Rækker ranke,
Og hvor kraftigt mod Kyradsen
Maa det tapre Hjerte banke!
Barskere gaar Trommens Larm,
Tolker, hvad Gardisten skuer;
Blikket under Hjelmen luer,
Værget skjelver i hans Arm.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt