En Aften ved Alsteren

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Ved de lyse Pavillon'er
samles der et broget Lag.
Derfra hører jeg Gongon'er
lyde mellem Harpeslag.
Men paa dette dunkle Stade,
ved den blaa
klare Aa,
har den tomme Promenade
kun et Suk fra Lindens Blade.

Og jeg vil ei Foden flytte
fra mit hemmelige Ly.
Det er godt at kunne lytte
til en dæmpet Jubels Gny.
Mens det bruser fjernt og svinder,
har det huldt,
vemodsfuldt,
født en Drøm, hvori Du finder
dine søde, glemte Minder.

Ak, hvor Glæden stærkest klinger,
trænger Vemods-Sukket frem;
det er dette Nyn, Du bringer
fra din Jubel til dit Hjem.
Naar Du lytter ensom, stille,
til en varm
Glædes Larm,
hører Du i hver dens Trille
sagte Klagetoner spille.

I den skjønne Aften svæver
Klangen blidt i Egnen hen;
Vindens Vinge svagt sig hæver,
vifter, og er gjemt igjen.
Hist de nære, lave Strande,
i et let
Taage-Net,
vil sig nu med Himlen blande,
graane hen som fjerne Lande.

Her, hvor Dagens Skranker vige,
vakle mellem Fjern og Nær,
finder jeg min Længsels Rige
i det blide Aftenskjær;
og lig Lundene, der daane
i en sød
Skumrings Skjød,
vil min Sjel et Leie laane,
hvor de sidste Høie graane.

Did er Farten skjøn og banet:
Aaen hviler lun og tyst;
som en Fryd, der kun er anet,
zitrer Lyset paa dens Bryst.
I dens Bugter fagre, ømme
Rosenbed
skue ned;
i dens Skjød vil Egnen tømme
alle sine dybe Drømme.

Og den sender, mens jeg hviler,
en af sine Svaner hid.
Fuglen svømmer, og den spiler
Vingen skinnende og hvid;
her, hvor Taarepilen sover,
naar den trætav Johan Sebastian Welhaven


Ved de lyse Pavillon'er
samles der et broget Lag.
Derfra hører jeg Gongon'er
lyde mellem Harpeslag.
Men paa dette dunkle Stade,
ved den blaa
klare Aa,
har den tomme Promenade
kun et Suk fra Lindens Blade.

Og jeg vil ei Foden flytte
fra mit hemmelige Ly.
Det er godt at kunne lytte
til en dæmpet Jubels Gny.
Mens det bruser fjernt og svinder,
har det huldt,
vemodsfuldt,
født en Drøm, hvori Du finder
dine søde, glemte Minder.

Ak, hvor Glæden stærkest klinger,
trænger Vemods-Sukket frem;
det er dette Nyn, Du bringer
fra din Jubel til dit Hjem.
Naar Du lytter ensom, stille,
til en varm
Glædes Larm,
hører Du i hver dens Trille
sagte Klagetoner spille.

I den skjønne Aften svæver
Klangen blidt i Egnen hen;
Vindens Vinge svagt sig hæver,
vifter, og er gjemt igjen.
Hist de nære, lave Strande,
i et let
Taage-Net,
vil sig nu med Himlen blande,
graane hen som fjerne Lande.

Her, hvor Dagens Skranker vige,
vakle mellem Fjern og Nær,
finder jeg min Længsels Rige
i det blide Aftenskjær;
og lig Lundene, der daane
i en sød
Skumrings Skjød,
vil min Sjel et Leie laane,
hvor de sidste Høie graane.

Did er Farten skjøn og banet:
Aaen hviler lun og tyst;
som en Fryd, der kun er anet,
zitrer Lyset paa dens Bryst.
I dens Bugter fagre, ømme
Rosenbed
skue ned;
i dens Skjød vil Egnen tømme
alle sine dybe Drømme.

Og den sender, mens jeg hviler,
en af sine Svaner hid.
Fuglen svømmer, og den spiler
Vingen skinnende og hvid;
her, hvor Taarepilen sover,
naar den træt
til min Plet;
og den hvisker„Vil du over?

følg mig paa de lune Vover!“


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt