Sisyphos

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

De lykkelige Skygger kunne vandre
i lummer Halvdag ved de tause Floder,
og kjede sig elysisk med hverandre,
og nyde om igjen de nydte Goder.

Om Sisyphos' uendelige Kvaler
ved de et Sagn, som deres Ro forhøier,
mens Lundens matte Viften dem husvaler,
og Rankens Løv sig over Lethe bøier.

En Flok af Skygger hvile i det Grønne,
og andre skride døsigt over Scenen,
og høre fjerntfra Æoliden stønne
hver Gang han atter gaar tilfjelds med Stenen.

„Hvad kan han ville med sin Sten deroppe?
Vil han et Tempels Fundamenter sætte?
en Varde reise mellem Klippens Toppe,
til Tegn for Fjedet paa den øde Slette?“

Den arme Sisyphos! Med Haand og Skulder
han ruller modigt Stenen i det Høie; -
men ak, da styrter den med uhørt Bulder,
og just paa Toppen spotter den hans Møie.

Den arme Sisyphos! De strenge Guder
har lagt en rastløs Higen i hans Indre.
Saa længe Fjeldet over Sletten luder,
kan ingen Ro hans Jette-Møie lindre.

Han har en Trøsthan kæmper ei forgjæves!
Naar Stenen styrter i den steile Bakke,
og naar den atter gjennem Uren hæves,
den knuser stedse dog en Øgles Nakke.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt