Extremer

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Gud trøste den, der sidder ene,
Naar han maa se
Paa Livets vexelrige Scene
Med Længsels-Ve.
De glade Toner trænge
Sig til hans Vraa;
Med dem hans Hjertes Strenge
Vil sammenslaa.

De vil saa gjerne, — men der mangler
Han ved ei hvad;
Der fattes Klang til Rangler,
Og Klang til Kvad.
Og Verden kan ei skue
Hans Livs Forlis;
Snart heder han en Skrue,
Og snart en Vis.

Gud trøste ham, naar Vaaren kommer
Med Lys og Lyst,
I Svanesky'r og Blommer
Og Lærkers Røst, —
Og naar den kolde, blege
Vinter er nær,
Med Dands og Spil og Lege
Og Juletræ'r.

Gud trøste den, der har et Sæde
I broget Lag,
Blandt fabrikeret Glæde,
Dresseret Nag;
Hvor man er sød og sindig,
Hvor man er from, —
Og dog saa mat og vindig
Og sjeletom.

Og stræber han sin Tvang at bryde,
Og bliver hed, —
Det er den største Lyde,
Som Nogen ved.
Hans Hjertes Melodier
Og Aandens Ild
Dør hen i Parodier
Og Maskespil.

Gud trøste ham, naar man forlader
Sit Vinterbur,
Med Vrøvl om Promenader
I Guds Natur, —
Og naar man midt i Sneen
Er øm og kvik,
Med Kvalm i Soireen
Og Kunstkritik.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt