Nat.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Maleri af Edv. Munch.

Floden flyder så langsomt,
rinder - og rinder - og rinder.
Dagen svinder og svinder.
Han kommer nok snart nu - natten. -

Og lyset skynder sig ud af min stue,
vender sig, - ser på mig.
Tyst og i rædsel.

Det ved jo, han kommer; -
fra krogene krybende
snigende lydløst,
og opifra tæppenes fløilsbløde folder
stikkende varligt
sit lurende hoved. -

Ja, kom kun du store, du vældige satan!
Du har dyssende sange,
dårende sange,
og nu vil jeg høre! -

Men før mig blot nu op på Garizims bjerg
og vis mig den strålende verden,
da vil jeg blot smile, du store Mefisto,
for hende, hende,
gir du mig hende?

Mindes du hin nat på Garizims bjerg,
gjør du?
Du viste mig alle de gyldne skatte,
de hvide kvinder.
Da sprang jeg imod dig og slog dig i jord
og kvalte din strube, og dræbte dig, satan!

Og så kom hin glade morgen......
Ja kom hin glade morgen,
da solen randt over sommerlyst løv,
da sprang jeg og sang jeg
udover heiene, nedgjennem dalene
omkaps med vinden og bækken og svalene!..




Spillemænd! gnid på fiolernes strenge,
og knæl alle blomster på marker og enge,
og fægt kun, tordyvler, med skinnende landser,
marscher blot, I biller, i blankpudset panser.

Ser I, hvor luften den skinner idag,
ser I da ikke, der er heiset flag
på sommerens tag!
Og jorderigs stolteste kvinde er min,
jeg roper det til dig, du hvinende vind,
og syng det så udover verden!

......Slig er det altså
at jubelen klinger.
Men der drev sne over blomster,
bølged duft over hav,
og roserne visned i Garizim.

Og nu er det nat. -
Og nu er der fest i de høststille dale,
og nu glider dansen i skinnende sale, -
inat har hun bryllup. -
Og der falder rim over nøgne trær,
ja, der falder rim over nøgne trær
inat.

Floden flyder så langsomt
i sukkende, klynkende kluk
og rinder - og rinder - og rinder....
...........
Der pibler en ildsdråbe
nedover floden.
Der springer en ildstråle
langt, langt derude.
Det drypper ned i det sorte vand
og bæres hidhen på de bløde små bølger
og dør.
Se! Det er den vældige satans blod,
hans røde blod, som jeg dræbte.

Men frem fra det svundne, det sorte, det døde
stiger der fangende, koglende klang
og op fra det rislende, rindene røde
hæver sig hvislende, hviskende sang:
Satan du lever, satan su stiger,
stiger inat af det røde blod!

Men høit deroppe står der en stjerne
hvid og ensom
og ser ned på mig. -
Den stjerne hist er min moders øie.
Og hun er hos gud.
Men hos mig - sidder satan -




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt