Asgaardsreien
Lydt gjennem luften i natten farer
et tog paa skummende sorte heste.
I stormgang drage de vilde skarer;
de have kun skyer til fodefærste.
Det gaar over dal, over vang og hei,
gjennem mulm og veir; de ænse det ei.
Vandreren kaster sig ræd paa veien.
Hør, hvilket gny! - Det er Asgaardsreien.
Tor, den sterke, med løftet hammer,
staar høit i sin karm, er forrest i laget;
han slaar paa skjoldet, og røde flammer
belyse det natlige tog ved slaget.
Da klinger lurer, da er der en støi
af bjelder og ringlende ridetøi,
da hyler sværmen, og folket lytter
med stigende angst i de dirrende hytter.
Asgaardsreien i fylking rider
ved høst og vinter i barske nætter.
Men helst den færdes ved juletider;
da holder den fest hos trolde og jetter;
da stryger den lavt over eng og sti
og farer den larmende bygd forbi, -
da vogt dig, bonde, hold skik og orden;
thi Asgaardsreien er snart ved gaarden.
Naar øllet virker i bjelkestuen
og vækker de hedenske juleskikke,
og ilden kaster sit skin fra gruen
paa svingede knive og bilde blikke:
da gaar der et gys gjennem tumlen tidt,
da høres de natlige skarers ridt,
da knager væggen, da danser kruset;
thi Asgaardsreien slaar kreds om huset.
Der holdtes et bryllup paa Øvre-Flage
tre hellige juledage til ende.
Blandt terner fandtes ei brudens mage,
og brudgommens ei mellem ungersvende.
Der stod en glans i den bonede hal
af dækkede borde og dyrt metal,
der fandtes en skat, som er kommet for orde,
af kobber paa væg og af sølv paa borde.
Og lystig durede trommer og giger,
og brudgommen traadte sin dans mandhaftigt;
han førte sin brud mellem svende og piger -
da gik vel hallingen let og kraftigt!
Til danserens vældige kast og hop
fløi ternen om som en surrende top;
da strømmede larmen og spillet sammen,
da drønnede hallen af liv og gammen.
Den tredje kveld, da øllet var drukket
gjennem al den helg af gamle og unge,
da var vel tørsten i laget slukket;
men karlene vare drukne og tunge.
Vor brud havde atter sin krone paa;
thi nu skulde skaalen om bordet gaa.
Og nu tog kjøgemesteren ordet
og krævede stilhed med slag i bordet.
Da styrtede ind i det bænkede gilde
de vidt berygtede Seims-berserker;
øinene rullede mørke og vilde,
paa panderne havde de slagsmaalsmerker.
De gjorde et sprang over hallens gulv -
ja, det var brødrene Grim og Ulv!
Grim, der nys var forskudt af bruden,
kom nu selvanden og var ei buden.
De døsige gjæster fór op med bæven
og havde kun liden hu til at stride.
Hver ravende mand, der knyttede næven,
blev greben i bringen og kastet tilside.
Brudgommen satte sit bæger ned,
steg op paa bænken og bad om fred.
Men brødrene reve alt kniv af belte;
det var just brudgommens liv det gjældte.
Da stimlede kvinderne sammen i klynge
og danned en vagt om den haardt betrængte;
bag borde og bænke, der laa i en dynge,
de stode ved høisædet indestængte.
Den ældste kvinde i deres flok
blottede nu sin graanede lok
og gav saa brudgommen sønnenavnet
og tog ham paa skjødet og holdt ham favnet.
Men brødrene ænsed ei kvindemildhed;
de stormede frem over borde og bænke
og splittede kvindernes flok med vildhed -
da var der ei længer paa fred at tænke.
De greb deres offer og slæbte ham hen
til hallens dør og ud gjennem den.
Da blev der en rasende kamp i gaarden,
og gjesterne fulgte i vild uorden.
De styrtede ud med blus og med brande;
thi over egnen rugede mørket.
Da saa de brudgommen opreist stande;
nu var han af vinterens luftning styrket.
Han brugte sin kniv til snit og til stød, -
saa gav han igjen, hvad de andre bød.
De trende danned et rædsomt knippe
og ingen af dem vilde taget slippe.
Da tumlede Grim med ett overende,
og blodet strømmed ham bredt af brystet.
Des haardere brødes de andre tvende
og holdt hinanden i rygtag krystet.
Tilsidst blev brudgommen sat mot jord,
og kniven alt mod hans strube fór;
men Ulv holdt inde og stud bedøvet
og skjælved og bæved som aspeløvet.
Thi gjennem luften i mulmet sused
et huiende tog paa fnsende heste;
det fór over skoven mod brudehuset
og vilde det blodige gilde gjeste.
Da blang det lurer, da blev der en støi
af bjelder og ringlende ridetøi.
Nu var det nær - det kom over heien -
der hørtes et skrig: "Det er Asgaardsreien!"
Da blev der et veir mellem jord og himmel,
der kastede rædsel i alle barme,
Det hvirvled afsted i voksende stimmel,
det slog med vinger, det greb med arme.
Da var det, Ulv blev dragen i haar
og slynget i luften og ført av gaard,
ja, ført over skov, over fjeldetinde;
han spurgtes ei mer, han var ei at finde.
Da larmen stilned om rædselsstedet,
laa Grim af døsdskampen sammenkrummet;
men brudgommen blev over sneen ledet
og sattes paa hynden i gjesterummet.
Hans hoved vakled, hans blodstrøm flød,
han svæved en tid mellem liv og død;
men han blev pleiet og vel forbundet,
om vaaren havde han alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget
og kan sin æt omkring arnen samle:
nu sidder han ofte med sagn i laget
og korter tiden for unge og gamle.
Saa var det seneste julekveld,
da ungdommen raabte: "Fortæl, fortæl!"
Da flammed hans blik, da saa han tilbage,
da maned han frem sine bryllupsdage.
