Ballonbrev
av Henrik Ibsen
til en svensk dame. <dikt>
Dresden, i December 1870.
Ja, jeg frister det idag,
jeg, som ved min tausheds længde, tvert mod alle løfters mængde, frygter jeg har tabt min sag, -- jeg, som foer fra Stockholm, bunden af en takskyld uden lige, gæsted Faraonens rige, løfted Isis-slørets flige, -- og til dato kunde svige, hvad med hånden og med munden jeg på "Lyran" sidste kvelden både loved og besvor, -- nemligmed et skrevet ord at betale lidt på gælden.
Tør jeg? Har jeg endnu ret?
Ak, Gud-nå's, hvem spør om retten? Nuomstunder skilles trætten af et magtsprog ret og slet. Altså kort og godtjeg vil; men på anti-preussisk måde; ej i kraft af ret for nåde. Vær mig stumme flygtning mild!
Her jeg lever på en vis,
som de lever i Paris. Svære tyske floskelhelte, som med vold vil verden vælte, pral og skrål og flag på stang, "Wacht am Rhein", som kaldes sang, -- det er mit cernerings-belte.
De kan tro, at mangen gang
kendes kredsen krap og trang.
Ølhus-snak, politisering,
er min køterstegs servering, og i stadsavisens spalter, hvor den tyske verskunst halter, diskes op den kost, mig gotter, som en fransk ragout af rotter. --
Værre dog, når genlyds-toner
fra vort Nord hidover slår; når mit håb mod lys og vår skydes ned af plebs-kanoner; når i råheds-kravet hviner fremtids himmelsprængte miner, og jeg våbenstækket står på en brusten drøms ruiner.
Altså er, for ej at lyve,
nøden det, som nu mig drev til at sende Dem et brev, -- og jeg lar ballonen flyve. Duer har jeg ingen af; duer er jo håbets fugle, og i denne klamme grav bygger bare ravn og ugle. Men per ravn, per ugle, skikke brev til damer, duger ikke.
Nu da -- som De véd, ifjor,
dengang Mälar-himlen mulned, frosten skar og løvet gulned, ned til Deltas vang jeg foer.
Der var sol og sommerdage.
Lyset slog med blink tilbage, som hos os en bræ fra fjorden. Palmelunden, sykomoren, skygged blågrøn over jorden; Beduinen og hans mage, båren højt på dromedaren, så vi gennem ørknen drage. Første gang en uerfaren nordbo så det, skreg han studsende: "mine herrer, ser De strudsene?"
Fra Cairo opad Nilen
fløj vi på "Ferus" som pilen, gæsted Cheops-pyramiden, hvor Napoleon proklamerte, medens sfinxen mediterte både før og da og siden.
Beni Hassans kongegrave
krøb vi ind i på vor mave. Seklerne har hærget stygt dem; hver en tidsberegning brister; kun s å meget får man ud, -- tør man tro egyptologer, -- og, ej sandt, vi tror jo trygt dem de blev til i fortids tåger, dengang Farao var gud og herr Potifar minister, samt at herr ministrens svoger, Josef Jakobsen, har bygt dem.
Memnonstøtten, stenkolossen,
han, De véd, som sang et stykke, gæsted vi en morgenstund; men den gamle holdt sin mund. Det er nu en skaldenykke fra den tid Kambyses dømmende gik ham efter lidt i sømmene og, måske for ubehændigt, recenserte ham indvendigt.
Sligt gør mangen sanger frossen, --
og så svigter mælet tossen.
Men så er beundrings-stolen
vederlag for sang mod solen.
Sådan gubben Memnon troner
på sit ry for brustne toner, stryger ind tributens mynt, gir i al sin oldtidspynt audiens, ej blot til stormænd, men sågar til norske normænd, som min ringhed og Peer Gynt.
Dog, hvem mægter gøre rede
for en 6--7 ugers drøm? Derfor heder jeg Dem, tag disse løse pennedrag fra min færd i lys og hede opad krokodillens strøm.
Gal-mands værk at spilde ord på vort pascha-liv ombord i de fire Noæh arker; -- vi var fire, skal De vide. og desuden to par barker for et genus, kaldt det blide.
I "Ferus" var sat på foer
bjørne tre fra gamle Nord; elleve haner af de franske; fire hingster -- de var spanske -- lutter fyr- og flamme-foler, drevne stærkt i kaprioler, og rned gester som El Ol'er. Tar vi med vor skibsbetjening, fandtes efter fælles mening flere dyr af slægten "Asen". Et slags buk fra Schweizerlandet; et amfibium af racen, der skal bo "lidt under vandet", --
samt, naturligvis, en skok olden- eller old-germanske vildsvin, næsten ganske tamme, og som afart af de samme, et par militære rovdyr; et entrüstungs-fæigt skovdyr; et af de brasilianske bogmøl, og en hel hob smådyr, under fællesnavnet rådyr; item -- nej, nu er det nok!
Tænk Dem så når dragomanen,
snart mod øst og snart mod vest, førte hele karavanen til en oldtids kæmpe-rest.
Over ørknens gule slette
fløj vi som på vinger lette, skønt i virkligheden toget gik til æsels, og tildels, for de kække, til kamels. Hvilken jubel, hvilken broget stim og stimmel i vor barne- glade flok! Hin uerfarne strudse-seer var den eneste, som for skydsen gjorde styr, råbte"æsler! Er det dyr for en mand i pressens tjeneste!
Jeg vil ha'e en rigtig ilhest; finds her ingen fuldblods Nilhest?"
Luxor, Déndera, Sakkara,
Edfu, Assuan og Phile vil i fart forbi jeg ile, og kun foreløbig hvile ved en skildring fra Sahara.
De har sikkert engang hørt,
at når karavanen rykker gennem ørkenhavets bølger, sandets flom, af samum ført, viser frem hvad dybet dølger, og den ser stillebens-stykker.
Eller rettere, den vader
gennem endeløse gader, hvor den levende natur har med døden sig forenet, og i tiden sig forstenet til en vild arkitektur.
Ribben, ryggehvirvler, knokler
rager op som søjlesokler; hjerneskaller af kameler er de faldne kapiteler; tænders gule gisne rader er balkoners balustrader; fingre, som i vejret vimser, er de brustne loftsgesimser, og som mølne ridderfaner svajer pjalter af kaftaner.
Tænk Dem så det hele billed,
dirrende i sol og stilhed, vokse, vokse, fylde, fange, højnes, højnes tusend gange; -- tænk Dem denne gravens verden som en oldtids karavane, brat forstenet på sin bane, -- og De har Egypter-færden.
Ja, så er det. I en tidens
morgenstund drog ud et tog; prester forrest med sin videns hieroglyf beskrevne bog; gudekonger, kongeguder red henover seklers vidder; -- Isis og Osiris sidder i sin stumheds pragt og luder på de høje sadelpuder; Horus, Hathor, Thme og Ptah, Amon Re og Amon Ra kaster glans til alle sider, der de midt i skaren skrider;
Apis med den gyldne pande ledes langsmed flodens vande, fulgt af slavers millioner, -- og hvor følget slår sin lejr, rejses sfinxer og pyloner. Over grav og over sejr mindetavler, obelisker står i billedskrift og hvisker; tusend templers søjlerader pæler karavanens gader; tusend pyramiders belte er dens efterladte telte.
Se, da kom et pust fra nord,
steg til storm på ørkenhavet, pisked karavanens spor; -- prester tumled, konger raved, hele guder sank i grus; Faraonen og hans hus lå i glemsels sand begravet. Der, hvor sværmeri frem var dragen, faldt den livløs, stum og stur; -- tusend år i sarkofagen, gemt for lyset og for dagen, mumien lig i svøbets bur, smuldred bort en dømt og slagen fire tusend års kultur.
Denne karavanes rester
var det, vi, Khedivens gæster, drog forbi til Nubiens grænse.
Fellah-flokken så vi lænse
ørkenbølgen om Abydos, og lidt længer op mod syd os mødte Karnaks skog af sokler som en urtids kæmpeknokler; Rhameseums kapiteler lå som skaller af kameler; Luxors hal med hundred søjler, slavers arme lig i bøjler, vidned stumt om stormens stund et "sic transit gloria mundi"!
Dette billed har mig fulgt,
hvor jeg siden gik i landene; og som ånden over vandene aned jeg en mening dulgt.
Tor i juleskreden tuder
forrest i det vilde lag; Grækerfolkets faldne guder lever jo den dag idag.
Zeus bor end på Kapitol, hist som "tonans", her som "stator". Men Egyptens livs-idol? Hvor er Horus? Hvor er Hathor? Intet mærke, intet minde; ej en sagnstump er at finde.
Svaret ligger ganske nær.
Hvor personligheden mangler, hvor ej formen i sig bær hadet, harmen, jublen, glæden, pulsens slag og blodets skær, der er hele herligheden kun en benrads tørre rangler. Hvor er ikke Juno sand, bleg og høj i vredens brand, når hun gubben overrasker --? Hvor er ikke Mars en mand -- under garnets gyldne masker?
Men hvad var Egyptens guder?
Tal i rækker og i ruder. Hvad var deres kald i livet? Blot og bart at være til, sidde malet, strammet, stivet, på en stol ved altrets ild.
En fik høgenæb at bære, og en anden strudsefjære; en var gud for dag, for nat, en for dit og en for dat; -- ingen fik det kald at leve, ingen det at synde, famle, og af synden sig at hæve. Derfor ligger nu det gamle fire tusend års Egypten som et navnløst lig i krypten.
Ser De vel, min kære frue, --
i belejringsringen spændt, lukker jeg min lune stue for at leve indadvendt. Ude flyver fra mig trøsten, som en flytfugl-flok om høsten, men med øjet mod det indre ser jeg håbets løvspring tindre. På begravne karavaner bygger jeg vor fremtids baner.
Lovfast er jo slægtens gang ad en evig vindeltrappe; kredsen blir den samme krappe, vejen altid lige trang; viljen blir den samme higende; -- punktet kun bestandig stigende.
Og så står vi nuomstunder
lodret over Faraonen.
Atter er kong Gud på tronen,
atter flyder bort personen i et mylr, som kaver, stunder, bryder, bygger, grubler, grunder rundt omkring og nedenunder. Atter rejses pyramiden som produkt af hele tiden. Atter svulmer alle årer, atter flommer blod og tårer, for at verden stort skal se kongegudens mausolé.
Det er samtids-karavanen
med sit Hathor, med sin Horus, og, for alting, med sit chorus, der i blinde svær til fanen. Hvilke storværk bygges ej langs den lige sejersvej! Hvilken magt i folke-stormen! Hvor egyptisk hver og en fuger ind sin lille sten på dens plads i helheds-formen!
Hvor uklandrelig er tegningen; og hvor sikker er beregningen!
Ja, i sandhed, det er stort,
stort, så verden står og gaber; -- og dog dirrer der et "aber" midt i gabets åbne port. Tvivlen kommer lindt til orde: er det rigtig stort, det store? Ja, hvad gør vel stort et værk? -- ikke værkets store følger, men personen klar og stærk, som i værkets ånd sig dølger.
Godt; men nu Germanner-skaren
på sin stormgang mod Paris? Hvem står hel og klar i faren; hvem bær enligt sejrens pris? Når slog ud i glans personen, så at millioners munde bar ham hjemmet rundt i sang? -- Regimentet, eskadronen, staben -- alias spionen -- koblets slupne flok af hunde, sporer vildtet på dets gang.
Derfor véd jeg, glorien svigter. --
Denne jagt får ingen digter; og kun det kan fremad leve, som en digters sang kan hæve.
Tænk på Gustav Adolf bare,
forrest i sin svenske skare; husk den fangne mand i Bender, -- Peder Vessel på fregatten, lig et lyn i mørke natten, -- Kongedybets muntre helte; -- over dem sig mindet spænder som et kor, der høres vælte sine tonebølgers belte, under klap af tusend hænder, fra en vårfests smykte telte.
Og så tænk Dem dagens mænd,
disse Fritzer, Blumenthaler, og de herrer generaler, nummer den og nummer den! Under Preussens dødning-farver -- sorgens sorte-hvide klud -- bryder dådens lodne larver ej, som sangens fjærild, ud. De kan sagtens silke spinde til en tid, men dør derinde. --
Just i sejren bor forliset. Preussens sværd blir Preusser-riset. Aldrig svulmer der en løftning af et regnestykkes drøftning. Intet dåds-digt blir at tolke fra den stund af, da en folkerejsning, skønheds-fyldt og fri, blev et stabs-maskineri, spækket ud med kløgtens dolke, -- fra den stund da herr von Moltke myrded kampens poesi.
Så dæmonisk er den magt,
som fik verdens gang at råde: sfinxen, på sin visdoms vagt, dødes af sin egen gåde.
Ziffer-sejren får sin dom.
Øjeblikkets blæst slår om; lig en storm på ørken-sletten vil den fælde afguds-ætten. Bismarck og de andre gubber vil, som Memnons søjle-stubber, sidde sprød på saga-stolen uden sang mod morgensolen.
Men som vi, Khedivens gæster,
efter færden blandt de døde, under lys og klang af fester drog en nyfødt tid imøde, -- ja, som vi, med flag på stang, under verdenskorets sang, fejred hist kanalens åbning, og som vi fra Suez` strand fik et glimt af løftets land, -- så vil åndens livs-forhåbning, ad det vordendes kanaler, i et verdens festtogs-møde, under hymner og koraler, under skønheds-lampers brand, styre frem til morgenrøde på sejlads mod løftets land.
Thi mod skønhed hungrer tiden.
Men det véd ej Bismarcks viden.
Skal vi med til festen, frue?
Ja, hvem véd når budets due bringer kortet? Vi får se. Indtil da jeg i min stue går med handsker af glacé;
indtil da jeg søger fredning, digter fornemt på velin; det vil harme godtfolks slæng, jeg blir sagtens skældt for hedning; men jeg har en skræk for sværmen, vil ej stænkes til af bærmen, vil forvente tidens nærmen i en pletfri bryllupsklædning.
Og med disse ord, farvel!
Flyv, ballon! På farten held! Luften er en digters rige; -- styr mod nord, og sænk dig lige ned på Målarstadens strande; der er fuldt så nemt at lande, som på Telemarkens fjeld!
Alfen i gondolen spanker.
Gid nu snart mig bud blir bragt, at han med sin lette fragt -- lette vers og lette tanker -- har på Norrmalm kastet anker!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer