Bjørnson
Vi nævner et navn -
straks syder der mod os
i kornakres guld,
det leger i skoge,
det lugter af muld.
Sol dirrer om dagen,
dug driver om kvæld,
det suser i fjæld.
Vi nævner det navn -
det bryder imod os
med livet fra sjø,
med hvalbrug og fugle
og både rundt ø.
Der ropes og svares
med langvejs lyd
- en verden af fryd!
Vi nævner det navn -
da blandes i lyden
af sydende korn
og hvalbrug og fugle
en vagtmands horn.
Selv verden stod ofte
med lyttende blik
naar horntonen gik.
Idag skal du vækkes af tusinder foran altanen,
dit folk møder op til din ære med faklen og fanen.
De staar der, fra pigen med flætte til oldingen krum over stav,
selv fiskeren yderst fra hav,
de takker og ærer dig, mester, for alle de goder du gav.
Din haand havde noget til alle: en støtted den varligt,
en læged den kvindelig ømt; men en klapsed den farligt.
Du husked at følge i slaget en egen, en rummelig skik:
du brugte ej sværdet til stik.
Endvidere saa du dig om til den saaredes saar før du gik.
Der laa vi et folk bag et andet berømmeligt rige,
du stred i halvhundrede aar for en plads som dets lige.
Var byen iblandt paa din modstanders side med hujen og hvin,
stod landet desmere paa din.
Dst brused imod dig af levende jarop: din mening er min!
Alt saa du dig tid til: at rydde, at hegne, at nære,
og alt tog du paa dig, din bredde var skapt til at bære.
Nei sidde og gjøre dig sjælden og aagre en dag med dit navn?
Du gav det til pris kor hver ravn.
Du havde slig raad til det, mester, du havde saa bredfuld en favn.
Værdier har skiftende værd. Hvad du skrev lyder loven:
mangt slukner, men meget vil brænde af aanden fra oven.
Tidt sled du med flid for at lægge det øde med god teori ;
men se om du lyktes deri!
Langs mose og mark duver digterens lotos paa hele din sti.
Altandøren gaar, du staar frem, du er hvidnet i haaret,
men end er du ung trods de aar og det værk du har baaret.
Din aand har den selvsamme vælde, din flamme er lige saa varm,
som styrken er fuld i din arm.
Nu gløder der mod dig fra landet en tak i hver menneskebarm.
Altid lyder allevegne
røsten fra bans bryst.
Mange stridsblus har han tændt oss,
mange glæder har han sendt oss;
naar han tier er der tyst.
Han er tolken født og baaren
for vor nød og lyst.
Ingens arm som hans at føre,
ingens ord som hans at røre.
Naar han tier er der tyst.
Saa en kvæld vil stumhed ruge
langs vor lange kyst.
Fjældet staar og lytter, bier -
ingen svarer, landet tier.
Naar han tier blir der tyst.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer