De fire fortrinligste Fortrin

Den Store.

 Jeg er af Adel fød, min Ære
       Forskaffer mig Høiagtelse,
       Om jeg ei just saa viis kan være,
       Saa tør dog Ingen mig belee.
       Man Rigdom knap saa høit anseer:
       Hver ærer mig for det jeg er.

Den Rige.

 Jeg har hvad Andre lede efter,
       Jeg har, hvorved jeg Alt kan faae;
       Al Verden jo med Eed bekræfter,
       At Alt for Guld tilfals maae staae.
       Om jeg saa stor og viis ei var,
       Hver ærer mig for det jeg har.

Den Vise.

 Jeg veed, hvad Andre endnu lære,
       Jeg veed hvad Dyd og Pligter er,
       En Stor, en Riig kan tosset være,
       En Viis dem begge to beleer;
       Men hvo foragter Vittighed?
       Jeg æres jo for det jeg veed.

Den Gudfrygtige.

 Jeg troer paa den, som Alt mig giver,
       Hvad er, hvad har, hvad veed Du vel?
       Det alt tilsammen dog kun bliver
       Et Intet mod din dyre Sjel.
       Nei derpaa ei min Roes beroer,
       Nok, at jeg veed, paa hvem jeg troer.