De to elskerinder
Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. Bind 1833-1841
"Bliv ei" -- sa'e jeg til min Sofie -- "jaloux
for hvad jeg fortroligt vil sige dig nu!
Jeg har (o, da skulde I Øinene seet
hvor herlige store de bleve medeet)
. . Jeg har -- og lad Dette ei volde os Tvist! --
nok een Elskerinde, en Engel forvist."
-- "Hvad!" raabte Sofie, "har Sandhed jeg hørt?"
Og Brynet sig rynked som Nerven berørt.
"Hvad, Troløse! Slip mig! saa slip mig!" Og frem,
som Lyset fra dunkelblaa himmelske Hjem,
ustandseligt strømmede Taarerne -- ak,
saa hurtigt, at alle mit Kys ikke drak!
"Ja Hun er en Engel, en huld Serafin.
Dog ængste det Dig ei, Skjøn-Kjæresten min!
Saa fager en Engel har Himlen ei havt:
hist ligger min Attenaarselskov begravt."
-- "Af døde Elskerinder," -- hun sagde med Smiil, --
"Du have saamange saamange du vil!
Nei, alt overvejet, det bedre dog var,
om kjær ei du Himmelens Jomfruer har.
De trække din Tanke (og den ejer jeg)
til Skyerne kun og ad Stjernernes Vej.
De stjæle fra mig forat gi'e dig et Digt.
Elsk kun din Sofie; thi det er din Pligt!"
"Hun ligned den tendre Convolvulus blaa,
hvis Klokker som Luftblomstre nedlude paa
usynlige Stilke . . den Hulde forsvandt;
at sige, hun "døde", det er ikke sandt.
Af Menneskers Geister er hendes kun den,
jeg frygter ei for, naar den kommer igjen.
Om Natten -- det volder ei Angst eller Gys --
da kommer Gestalten i safirblaat Lys,
naar enten jeg kalder min Attenaars Brud,
hvad eller hun veed mig et glædeligt Bud.
Da hører jeg nær mig en Stemme bekjendt
liig Harpens Hendøen naar Sangen er endt."
"Da førstegang Kjærlighed vaagned hos dig,
da jublende kom Hun, Sofie, til mig.
Som døende Harpe som dæmpet Akkord
da lød ikke længer den Himmelskes Ord.
En Rosenbusk stod ved mit Leje med fem
halvtudsprungne Roser; medeet da fra dem
et alfagtigt Lys strømmed ud, saa jeg grant
hvert Træk i den Elskedes Aasyn gjenfandt,
da ømt hun sig bøjed og jubled: "min Ven,
vær rolig! Sofie dig elsker igjen.
Som jeg Hun dig elsker! I denne Sekund
jeg hørte dit Navn fra den Drømmendes Mund."
"Inat, min Sofie, hun atter her var.
Hun sagde: "hvis Elskov til Døden I har,
da dig og Sofie, din Trofaste, vil
beredes et Bryllup i Himmelen til.
Jeg er hendes Brudemø, bær' hendes Slør,
jeg Stjerner for hende ydmygelig strøer,
naar op I til Evigforeningen gaae."
Da sagde Sofie: "ak, elsker Hun saa?
Hvad strøer jeg for hende, som elsker saa reent?
At være min Medhustru har hun fortjent.
Jeg vil hende elske som Søster med Lyst.
Du har til os Begge en Plads ved dit Bryst."
"Hør!" hvisked den Himmelske, saa vil din Brud
i Himlen iblandt dens Serafer see ud:
Det Aasyn, hun bærer der frydoversmiilt,
er det, hvormed først i din Arm hun har hvilt;
de samme langtstraalende Øine, som da
du kyssed fra hende det hviskende Ja.
Fra Armene Straaler udglittre for hver
Velgjerning de signende uddelte her.
De Lysvinger bære med Tankernes Hast
din Viv ved din Side uskilleligt fast.
Gestalten er Møens ved Alterets Fod, --
den blussende Bleghed, det blegnende Blod!"
"Paradisiske Uskyld er hendes Gevandt.
Den Brudedragt færdig paa Graven hun fandt:
et Belte af Blyhed, af Rødmen et Slør.
Den Moder bli'er Jomfru i Himlen, som døer.
Igjennem den perlehalvdunkle Gestalt
fremdæmrer et Stjernelys dæmpet og qvalt:
en Glød af det evige Liv har hun faae't
hvor Hjertet, det ædle og ømme, har slaae't,
og derifra Straaler som Aarer udgaa;
det pusler som forhen, arbeidende paa
med dit at forenes, som dunklere rødt,
fremgløder fra Brystet, hvis Sorg har forblødt."
"Men siig" -- saa jeg Daare for iilsomt brød af --
"hvor ere de Børn, som Sofie mig gav?
Hvi knæle de ikke om hende, som for
Maria Madonna Smaaenglenes Chor?"
. . . "Tys!" sa'e hun, "for hvert i sin himmelske Krands
hun bærer en Rose af Morgenens Glands."
Og over hiin Rosenbusk, da hun forsvandt,
hun aandede let; og om Morgenen fandt
jeg alle de Roser medeet sprungne ud,
som bragt jeg idag har Sofie, min Brud.
Dem gjemme hun skal til sin Høitidskrands; thi
i dem er Forjettelser og Poesi.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer