Den fugl fønix
av Jonas Lie
Det hændte sig nys i det franske
Videnskabsakademi,
at Nestor, - den gamle Forsker
i Nervernes Fysiologi, -
hel hastig besteg Tribunen,
mens Haanden gav rappe Vink . . .
Han stod, som af Seir han smilte,
og Øiet skjød Gnist og Blink.
Og fyrigt han talte og ildigt,
han gløded af Ild og Kraft,
hans Sølvhaar syntes at ringe
som ungt sig igjen af Saft;
og Tanken elektrisk lyste;
og Ordet slog ned som Lyn, -
han meldte en Livsgaade fundet
og Seir for Geniets Syn!
* * *
Og selv, selv bar han Beviset: -
Her stod han som kraftig Mand,
han, som de alle jo vidste,
nys vakled ved Gravens Rand.
Han havde saalænge studeret
Cellens og Nervens Gren
og fundet, den kunde fornyes
og gives sin Ungdom igjen.
Med Celler af unge Kaniner
og Nerver af fine Dyr
kan Mennesket faa sin Rygmarv
og Hjerne paany i Fyr!
Han havde experimenteret
just paa sig selv den Sag;
her stod han nu, som de saa ham,
med Livets Seir idag!
Man kunde forny og fornye
og vinde mindst tyve Aar; -
og ingen kan vide, hvor siden
i Videnskaben vi staar,
naar Alderens Snefog ei mere
kommer og stanser saa brat,
og Hjernen faar magasinere
Erfarings og Kundskabs Skat.
"Her Lyset er tændt for en Forskning,
som uvis i Mørke stod,
saa Grænsen for Livet kan flyttes
erobrende Fod for Fod.
Her er den store Indvinding
af Dage for Livets Land; -
og de er som Gulddraaber dyre,
hver Dag, vi ser Solens Rand,
hver Morgen, vi drikker dens Straaler
og Sundhedens bankende Saft,
hver Dag, vi kjender, vi lever
med Aandens og Evnernes Kraft!
Det er, mine Herrer! en Fjær kun
af Vingen i Menneskets Aand,
der vokser sig ud til at flyve
i Evighedslovenes Baand.
Det er, mine Herrer, Drømmen, -
den om de Vises Sten
og Livseleksiren og Yduns
Æbler, som fandtes igjen! . . ."
* * *
Og den, som inderligt trode,
det var naturligvis jeg,
mens Fantasus gik i mit Hode
om Menneskeslægtens Vei.
Med Vinger - to ordentlig lange -
jeg rode i Ætherens blaa,
indtil jeg med ét blev bange
og nøgtern Tingen besaa:
En saadan magasineret
aldrende ynget én! -
jeg saa ham blinke med Øiet
og gaa der letsindig igjen, -
og slides af Ungdomsbegjæret, -
den gamle livskloge Mand,
som fik sig et Fange med Brændsel
paanyt ind i Sansernes Brand!
Med Huden hornet og skrunklet
og Haaret som grove Lav,
jeg saa ham trampe som Dyret
med Lasternes løsslupne Krav.
Med Blikket uddød for Glansen
af Ungdommens Smil og Graad,
jeg saa ham hvirvle i Dansen
slig olding-erfaren og klog.
En Slægt det blev af Satyrer,
der hopped i Livets Vaar; - -
- der feiled de høistemte Lyrer
til Ungdommens ildfulde Aar!
Mig lokked den larmende Ære,
et Navn med den prangende Klang, -
nu ønsker jeg ikkun at bære
blandt Sandhedens bølgende Hære
om blot et Frø i min Sang . . .
Mer end en glimrende Stjerne
i Nathimlens Dunkelhed, -
et Led af din tænkende Hjerne,
o, kjæmpende Menneskehed!
