Den norske dale-vise

av Petter Dass

Fjeldbyggen agter paa tiden,
vinter, naar dagen er liden,
tar han øx paa nakken
     i bakken,
gaar i dyben sne
op til lænderne,
finder sig et træ,
kroget til at se,
hugger deraf meier
     som pleier
bruges under slæde paa veier.

Seksringer, ottringer lange,
aarer og øse-kar mange
ved han vel at lage
     og mage
tofte, tilje, pligt,
mast og andet sligt
som er brugeligt
i sømænds distrikt
sælger dem for smellen
     for felden
blir betalt med fisken paa hjelden.

Anden slags skog-hugst og vanker,
rigdom som græs man her sanker,
fanger sine punge
     helt tunge,
er dog niding ret,
som ei selver let
gider ædt sig mæt,
klæder sig kun slet,
gaar udi en kofte
     tidt ofte
som er skjuler lænd eller hofte.

Bønder som bor ind i fjorde,
part haver deilige jorde,
eng og grønne volde
     blandt knolde,
frugtbar koren-land,
som vel nære kan
rundelig sin mand
ligger for et spand,
er dog god for tvende,
     ja trende,
føder kvæg og faar uden ende.

Aamund og Gudmund hans grande
bor paa en gaard heder Sande;
disse to paa leie
      mon eie
hver af dem et pund,
trættes og hver stund
om sin gaard og grund
ret som kat og hund,
skjændes, bandes, rives
      og kives
hvoraf stor forargelse gives.

Aamund og Gudmund i rette
stevnes for slagsmaal og trætte,
ingen af dem mødte,
      men bødte
stevnings fald og bod;
fik straks andet mod,
sig forlige lod,
svor om liv og blod
at de blive skulde
      tilfulde
evig gode venner og hulde.

Dagen næst efter sig hændte
Gudmund hans øxen de rendte
ind paa Aamunds enge
      lidt længe.
Straks var koen solt,
det gik hans skolt,
syndigt hus blev holdt,
Aamund, stor og stolt,
slog sin gode grande
      for pande
saa at blod til jorden mon strande.

Sagen ageres til tinge;
Aamund fra jorden maatt' springe,
øretuger otte
      han maatte
give ud for blod,
tretten mærker god,
det er slagsmaals bod;
fogeden og lod
hannem strengelige
      tilsige
ager, eng og jord til at vige.

Lod ham og derhos befale
bøderne straks at betale
og sig dertil skikke,
      hvis ikke,
da vurdering ske
inden dage tre.
Saa maatt' Aamund se
hvor de tog hans fæ.
Det var den betaling
      den galning
fik for sin modvillig forhalning.

Malfrid - du hende skuld' skue
udi sin helligdags lue,
naar hun hen til kirke
      mon lirke
med sin' runde sko;
da maa du mig tro
hun er ingen so;
til en dans at sno
har hun fødder rappe
      hel knappe,
ligesom en ko paa en trappe.

Malfrid sit smør skulde kjerne,
rømmen bortstal hendes terne;
den bar hun i engen
      til drengen
som var hendes ven.
Der for rømmen hen,
saa gik til med den;
Malfrid stod igjen;
over saadan kræsen
      dreng-væsen
stod som hun var slagen paa næsen.

Siden, som det blev opdaget
at tøsen rømmen har tagte,
blev den gode kvinde
      ved sinde,
saa sig om i vraa,
saa en kjep der staa,
lystig hus der laa;
banket ryg og blaa
fik den tøs at bære,
      maatt' svære
aldrig mere utro at være.
Saa gjennem granskov og furu
kom jeg til en hedte Guru,
gav mig masse-brømme
      og rømme.
Nedi bunken laa
fluer stor' og smaa,
ilde ud det saa,
maatte gaa derpaa;
blev det maaltid ædet,
      jeg svedet
saa jeg nær nedstyrted af sædet.

Som det nu lakked til kvelden,
ind kom fru Guru med felden.
Feldens haar var mange
      og lange;
fremmed rytteri
paa fribytteri
skjulte sig deri
ginge paa parti.
De red ei paa sale
      de kale,
men min ryg fik de at betale.

Ryggen den blev skammereret,
ve dem, hvor de mig skamferd!
Ak, hvor bide kunde
      de hunde!
Hver sin skaal ei sveg,
plukked surt min steg.
Grædende og bleg
gik jeg af den leg.
Jeg blev viis forsilde,
      hvor ilde
mig bekom fru Guru sit gilde.

Slutningen denne skal blive:
Herre Gud kornet os give!
Snus og tobaks-studen
      foruden
vi vel være kan.
Gud velsigne land,
hav og fjord og strand!
Oplad milden hand,
at den fattig bunde
      han kunde
nyde din' velsignelser runde.