Den salvende Synderinde
Sangviis
Effter hosføyede Melodie.
1.[rediger]
See dette syndig Skrat,
Hvis Udyd var ved Poenitentz forlat,
Kom med sit Olie-Kruus
J Pharisærens Huus,
At salve ham som kaldis
Det store Verdens Lius.
2.[rediger]
Jødinden, der forgrædt,
Hans Fødder nyssens haffde giennem vædt,
Og tørred med sit Haar,
Var det forlaaren Faar
Maria Magdalena,
Som felte mangen Taar.
3.[rediger]
Hun elsked JEsu Been,
Langt meer end hendis egen Øye-steen,
Thi bar det usle Lem
En herlig Salve frem,
Og den, blant anden Tienist,
Spenderet hun paa dem.
4.[rediger]
Hos Qvinden inted var
Saa kaastelig, saa rart og dyrebar,
Hvor i det og bestod,
Hun jo for hans skyld lod
Ja sig, med Siæl og Legom,
Opoffred ham i Bood.
5.[rediger]
Det giorde Kiærlighed,
Og hvor for skulde hun undsee sig ved
At giffve Gud den Løn,
Som for alt Adams Kiøn,
Aff Kiærlighed, i Døden
Gaff sin enbaarne Søn.
6.[rediger]
Hans beste Eye-Deel,
Og voris allerypperste Juveel,
Hvad har vi uden ham?
Synd, Nøgenhed og skam
Alt andet og vi selffver
Tilhører det Guds Lam.
7.[rediger]
Der Jacob med sin Staff
Sig til Mesopotamiam begaff,
Blef hand paa Vejen mat,
Og hvilte sig en Nat,
Nedlagde saa sit Hoffved,
Paa Steenen hand fik fat.
8.[rediger]
J Drømme Jacob saa
En Stige, der stod HErren offven paa,
Og raabte klarlig ud,
Hand var hans Fædris Gud,
Aff Søfne Manden vaagned
Ved det lifsalig Liud.
9.[rediger]
Hand sagde Trøsterig,
J dette Sted er HErren visselig,
Forjættelsen hand fik,
Og den der hafde Skik,
Paa Steenen lod hand Olie,
Stod dermed op og gik.
10.[rediger]
Maria, bood-fuld Krop,
Drog bort, og vilde lede Christum op,
Paa Vejen Angstens Tørk
Og sørge-Nattens Mørk
Faldt hende hastig ofver,
Som det slap aff en Ørk.
11.[rediger]
Men der hun klagelig,
For hiertens Uroo, græd og gremmed sig,
Klang JEsu Røst saa vel:
Kom hid besværed Træl,
Her skalt du finde Hvile
For din udmatte Siæl.
12.[rediger]
Skinbarlig saa hun ham,
Som Jacob ickun Drømme-viis fornam,
Og paa det samme Sted
Angst-Taarer strømmed ned
For hende stod udgraffven
Det Ord: Gak hen i Fred.
13.[rediger]
Da vaagned hun igjen,
Som før i Synde-sølen slumred hen,
Var heller icke seen,
Med Olien u-gemeen,
At salve Verdens Frelser,
Den rette Hiørne-Steen.
14.[rediger]
Hans Hofved bleff i Roo,
Hun var sin JEsu Fødders Træde-Broo,
Og icke fra dem skred,
Det mindste Foode-Fed,
Saa nederlig hun standsed,
Det volt alt Ydmyghed.
15.[rediger]
Hid Synder, lær paa ny,
Du som gid gierne kløfved høit i Sky,
Est dog kun Muld og Gru,
Vær ydmyg i din Hu,
Og holt dig smuct ved Jorden
Saa falder icke du.
16.[rediger]
Salf Christum det Guds Lam,
Med Myrrha salved Nicodemus ham,
Bær, du brystfældig Lem,
Dit Hiertis Myrrha frem.
Og offre Bode-Balsam,
Den er ham angenem.
17.[rediger]
Som Myrrha hindrer stank
Saa renser Bod din synde-fuul Skavank
Ud med dit Anger-skrig,
Hand, som paa Trøst er rjg
Skal hviske dig i Øred:
Din Tro har hiolped dig.
18.[rediger]
Maria stod sig vel,
Hun græd og vædet sin Immanuel,
Hand giorde hende glad,
Og før de skiltis ad,
Hun tørred, kyssed, salved
Hans hellig Fode-Blad.
19.[rediger]
Der Simon dette saa,
Fortrød den Pharisæer hart her paa,
Hand tenckte vjt og breet:
Var denne en Propheet,
Da viste hand den Skiøge
Sig skamløs har forseet.
20.[rediger]
Hans Gissing falt for let,
Hun hafde været, men det var forget,
All hendis syndig Skick,
Ved Poenitentz forgik:
Da Saulus bleff en Paulus
Hand snart Omvending fik.
21.[rediger]
Skrifftklaagen, merk ikun,
Var self kandskee, saa Lastefuld som hun,
Og dog ad hende green:
Saa meener mangen een,
Synd-Dritter har besudled,
Hand ret er Engel-reen.
22.[rediger]
Det blifver best en hver,
Sin egen Sek kun smuk til Møllen bær,
Og pønser jeffnlig paa,
Hand self kand vel bestaa,
At icke fremmed Sorrig,
Giør ham for hastig graa.