Den vender tilbage den gamle fest
Den vender tilbage den gamle Fest,
Aarrækkers ærværdige Scene;
De sidder der alle, Gjest ved Gjest . . .
Der mangler kun han, den Ene.
Den Ene! den Ene! der altid var
I Salen mig Lyset og Varmen,
Den Luftning, der Festtrykket løfted og bar --
Den eneste Tone i Larmen.
Da gik der og kom, lig trøstende Blink
I Taagen, Forstaaelsens Blikke;
Kun to forstod disse stumme Vink,
De andre merked dem ikke.
* * *
Er Aar gaaet hen? . . . Den gamle Fest
End engang jo vendt er tilbage.
Det gamle Taffel, Gjest ved Gjest,
Præcis som i forrige Dage.
Er det virkelig ogsaa den gamle Fest?
Skifted den velkjendte Scene?
Svandt der af Rækken en enkelt Gjest?
-- Jeg savner kun ham -- den Ene.
Sidder idag, som altid, som sidst,
Ene i Tummelens Øde,
Stirrer i Sværmen, som maatte forvist
Forstaaelsens Tegn jeg møde.
Jeg ser det, Tegnet! . . . O tydelig
Jeg ser det; hører din Stemme!
Jeg speider; jeg lytter, at tydelig
Hvert Ord jeg ogsaa kan nemme . . .
* * *
Hvad var det? Ei klinger som fordum din Røst,
Lønlig dump gjennem Vrimlen,
Saa lydt, saa klar, med en ukjendt Trøst
Den naar mig som sænkt fra Himlen:
"Bryd din Ensomheds Ring, gjør, min Elskte,
dig fri!
"O slut dig til de Levendes Kjede!
"Alle disse have lidt, have Hjerter som vi,
"Der søge Lyd for Kummer og Glæde.
"Hvad den ene ei vandt, en Løsningens Ro,
"Vandt en anden maaske i rigere Fylde,
"I Kjærligheds store Fællesbo,
"Se til, om ei noget vi skylde.
"Ak, nu savner du selv Hjertets daglige Brød,
"Giv da selv, lad det Savnet erstatte!
"Giv det bedste, du har -- i almindelig Nød
"Ofrer hver sin Skjerv, sine Skatte.
"Hvad engang jeg tænkt og digtet og drømt
"I hine vaarlig svulmende Dage --
"Hvad varmest jeg hyldet, strengest fordømt,
"I Vredesmod, Jubel og Klage --
"Sjæletoner, der fanged et Bliv
"Gjennem Aandens Rune, Ordet --
"Ord, som neppe fødte til Liv
"I en anden Sjæl jeg jorded --
"Alt hvad i Ømhedens skinsyge Hu
"Dig, ene dig jeg har givet --
"Løft af sit smuldrende Gjemme det nu
"Og giv det tilbage til Livet."
* * *
Forstod jeg dig ret? O salige Aand,
Var du nær, vied selv du mit Bæger?
Det Bæger, der rummer det hele Væld
Af det Aandens Livsmod, du gjød i min Sjæl,
Forstod jeg dig ret, min skjælvende Haand
Skal det række, at andre det kvæger? . . .
Se, høit over Mængden jeg løfter det nu!
Vær hilset, min Husbond kjære!
I Mindernes Sødme og Mindernes Gru
Dig tømmer jeg Bægret til Ære!