Det gamle mester

Der stander en eg paa prestens jord,
hans øie til dagligt merke;
den løfter sig op over dal og fjord
og strækker grenene sterke.
Den bærer paa flere hundrede aar,
men frodig den løves vaar for vaar,
hver rindende morgenlue
kun mer ærværdig at skue.

Den isnende vinter gang efter gang
har skredet over dens krone,
med sparesomt dagslys, men nat saa lang,
uden en sangfugls tone.
Naar krattet tyngedes ved dens fod
af sneens vegt, saa det krumbøiet stod,
da rakte den op sine arme
som midt i sommerens varme.

Om vaar, naar livet til vaagne op,
og stormstød rase fra fjeldet,
da bøier sig ydmyg ungtræets top,
selv maalfør gran vorder fældet; -
men da min gamle, min kjære eg
staar ret og rank i den vilde leg
med knudrede arm mod veiret,
og hidtil saa har den seiret.

Det volder to ting: først har den sin rod
slaaet dybt i klippernes revne -
se, deraf fanger den magt og mod
at staa i det barske stævne.
Og dernæst op imod lysets glans
den løfter stadig kvistenes krans,
og drikker fra oven saften,
lyset, livet og kraften.

Gud unde hver prest, som kommer her,
at staa saa rolig og mægtig.
Mig unde han, gamle mester kjær,
at se paa dig ret andægtig.
Ja, lær mig, trods seens tyngende lag,
at løfte mod himlen dag for dag
i bønnen udbredte hænder,
saa vinterdvalen dog ender!

Men glider og lider det frem mod vaar
langs Krøderens tause strande,
og foraarsbudet i vindstød gaar
og pisker de rørte vande:
saa lær mig at staa med sindigt mod,
som du i mangen en vaarstorm stod.
og splitte med ordets verge,
hvad der vil fælde og hærge.

Bedagede mester, o lær mig kun
at bore rod i den klippe,
som giver den ene trofaste grund,
og aldrigen ham at slippe;
og dernæst, som du, med din krones top,
daglig at hige og stunde op,
og drikke fra oven saften,
lyset, livet og kraften!