Elveløbet
Elven er aldrig ſaa kjæk og ſtrid,
den kan dog ſin Art forandre.
Hvor Dalen aabner ſig lav og ſid,
maa den lemfældigt vandre,
ſtandſe ſin Larm og give ſig Tid.
Den gaaer tilſide, den ſkyder Bugt
med ſagteglidende Vover;
den tornede Green med den fattige Frugt
ſtrækker ſig derudover.
Dalen er ſtille og indelukt.
Og ſjelden kan det ſtyrtende Væld
ſin tindrende Glands bevare;
i Dalen luder det golde Fjeld,
derunder ſkal Elven fare,
hvor Dagen ligner en ſtadig Kveld.
Den kvægende Sol kan ei ſkinne ned,
hvor Fjeldet paa Vagt er ſtillet;
det kaſter i Elven, fra Bred til Bred,
ſit truende ſorte Billed;
den glidende Strøm maa tage det med.
Jeg gik ved Elven en Sommerdag
og kom til de lave Enge.
Der banked dens Bryſt med mattere Slag,
der ſtod jeg ved Bredden længe,
hvor Fjeldet ſtrakte ſit Skyggetag.
Jeg kan ei glemme den dæmpede Sang
af Bølger og Aspeblade.
Min Sjæl har fulgt med Vandenes Gang
og bævet ſom Elvens Flade,
og Hjertets Harpe har givet Klang.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer