En Sang

 Den, Skaberen skiænkte en oplyst Forstand,
 Han elsker og drikker, imedens han kan;
 Thi naar man først Foden hos Charon har sat,
 Saa siges al Elskov og Viinen god Nat.
  
 Lad Viin da og Elskov opvarme dit Bryst;
 Snart røver dig Døden al sværmende Lyst.
 Og blev du end gammel, saa bliver du dog,
 Hvad endnu er værre, saa bliver du klog.
  
 Lyksalighed, Maalet for Jordiskes Fliid,
 Lær den ej af Viise, du spilder din Tid;
 Kun Saften af pressede Druer, min Ven!
 Og Pigernes Kysse kan give dig den.
  
 Hos Viinen og Elskov boer Lærdom og Vid,
 Jeg kiender ej Stierner, jeg veed dog min Tid,
 Thi naar jeg ej Piger og Viinen har kiær,
 Saa ved jeg tilvisse, min Ende er nær.
  
 I strænge Theologi! hindrer mig ej
 At vandre bekrandset den lystige Vey,
 Jeg frygter kun lidet at blive fortabt
 Af den, som har Piger og Vindruer skabt.
  
 Al Skabningens Herre er naadig og god;
 Til Trøst for de skabte hans Viisdom tillod
 I Druen at finde en Lindring mod Harm
 Og Forsmag paa Himlen i Pigernes Arm.
 
 Mit høyeste Gode skal ønskes min Ven:
 At drikke og elske og elskes igien;
 Naar Døden da Ende paa Vellyster giør,
 Saa har du dog levet, forinden du døer.