En sangers kall.
En sangers kall profetens er,
og helst i nøds- og fødsels-tider,
hvor den, som strider og som lider,
hans tro gir idealets skær.
Tit fortids kæmper er ham nær;
da fylker han den nye hær,
og fræmtids håb
omsuser ham
med spådoms-råb
i billed-ham;
ti evig folkets forårs-safter
i sangen skyder; det dens kraft er.
Han revser folkets vane-tro
i hedenskab og Moloch-rædsel;
bag Guds-begrebets høst-grå klædsel
han ser de friske spirer gro.
Befriet planter de sig ud
som kærligheds og kraftens skud
i folkets sjæl
og gør den varm
og gør den hel
og gør den harm,
så den får mod og ælsker klarhed:
i livet Gud er åbenbaret.
Han river konge-kåben af
og breder den om folkets skuldre,
så det ej længre tomt skal buldre
om fremmed højheds lånte krav,
men være selv sin majestæt
i eget kall og ånde-æt,
i sagas glans
på folkets sans,
i store mænd
af egen lænd,
i folke-vilje uden prutning,
i mandig gang og stor beslutning.
Han tvinger folkets synd til bod
med sanheds-vidnets had mod løgne
(dog ej et søndags-, men et søgne,
der lider for sin tales mod).
Han truer folkets falske fred,
dets fejghed, dets uvidenhed, -
bestikkes ej
af folke-ånd,
af konge-hånd;
men går sin vej,
og hvor han vakler, kommer smærte
og rensker lysten i hans hjærte.
Han er en broder af de små,
de lidende, derfor af kvinnen.
Det svage ny han op mod vinden
tør krydse, til det bør kan få.
Han vokser, om han selv ej vil,
af kallet, som han brugtes til,
og ender som
et suk i Gud
om større skud
med rig're blom
af folke-sjælen til dens ære,
æn han har magtet det at være.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer