Erling Skakke og Sverre Konung.
Erling Skakke, den forslagne,
magtkjære Mand,
det lysted ham at raade
i Norriges Land.
Erling Skakke han takled
og heised Seil.
Saa kløved hans Drage
det vuggende Speil.
Erling Skakke for Valdemar
Dane-Konung tren.
Da tog han - i Randaros -
Viken som Len.
Saa kyssed han paa Haanden
den fremmede Drot,
og stevned mod den Klippestrand,
han havde forraadt.
Vel knurred den derhjemme,
Konung Barfods Løve;
men nu den skulde kues
- det fik gjælde en Prøve.
I Nidaros, paa Kristkirkens
Høialter-Sten,
stod Skrinet med Olav
den helliges Ben.
Og Erkebisp Øystein
aarvaagen holdt Vagt
ved den hellige Kiste
- for Presteskabets Magt.
Og det var Erling Skakke,
for Bisp Øystein han tren;
- saa tog han af Kirken
Riget som Len.
Og det var Bisp Øystein,
han slutted den Pagt
mod Fædrelandets Ære
for Presteskabets Magt.
Han salved og kroned
- Loven til Spot -
en Søn af Erling Skakke
som Norriges Drot.
Saa skifted de to,
til sit Magtbegjærs Tarv,
den urgamle norske
Selvstændigheds-Arv.
- Da skjønte Erling Skakke,
det gjaldt at bli kvit,
hvad der minded om et Norge,
som var frygtet og frit.
Og siden blev hans Sverd
og hans Bøddeløks ei mæt
af Blod af Konung Harald
den Haarfagres Æt.
Men Presterne, de messed
sit Ja og sit Amen
og strødde sin Velsignelses
Sand paa altsammen.
Saa trodde man omsider,
der var ingen igjen
af Haarfagre-Ættens
hugprude Mænd.
Alt bøiede Norrøna-
Stoltheden Ryg
- alt mente Fornedreren
at føle sig tryg.
Og Folket, det forraadte,
begyndte saa smaat
at trøste sig med dette:
"Men vi har det dog saa godt!"
- Da var det, vor Ære
som Folk og som Land
blev reddet just af en
kronraget Mand.
Da var det, at fjernt
paa Færøya-Kyst
Sverre Prest følte Kaldets
Krav i sit Bryst.
Det lod ham ikke Rist,
ikke Ro, fra den Stund,
han vidste sig Søn af
Konung Sigurd Mund.
Han kjendte sig mægtig
til Fædrene-Id
for sin Fædrene-Arv
i en Forfaldets Tid.
Sløvhedens Søvn
i Norrig han brød,
da "Andvakes" vækkende
Lurtoner lød.
Det ildned de slagne
Birkebeiners Mod,
- og atter de spændte sig
Næver om Fod.
Saa gik deres Tog
over Hav, over Hei,
med Sverre i Spidsen,
- han viste dem Vei.
De frøs, og de sulted,
der fremad de drog;
- men saa er det sagt,
at de seirede dog.
- Og det var Sverre Sigurdson,
opad han gik,
hvor Kaldet vinked
hans dristige Blik.
Men ingensteds siges
i Sagaens Bog,
at han blegned eller vakled
paa det farlige Tog.
Forgjæves Bugtrællen
klynked og bad
for den kjære Fred
og den kjære Mad.
Omsonst var Forbandelsernes
Preste-Attest;
- han stod lige rank,
den slemme Sverre Prest.
Omsider kom den,
hin Opgjørets Dag,
da paa "Kalvskindet" Lurene
kaldte til Slag.
Der faldt Erling Skakke;
og sammen med ham
fældtes hans System
og faldt hans Program.
Saa raaded Sverre Konung
Norriges Land,
bygged det med Lov,
verged det som Mand.
Og snart fik det gamle
Klippeland Ry
som frit, selvstændigt
og frygtet paany.
- Men ingen er nævnt
Sverre Sigurdsons Lige
af alle de Konger
i Norriges Rige.
Slig kjæmped de fordum,
de Fædre i Nord.
- Saa lagdes de til Hvile
i den hjemlige Jord.
Dog møder de atter,
de gamle, til Strid
i de kjæmpende Slegter
af en nyere Tid.
Og endnu idag
gaar i Norriges Mænd
Erling Skakke og Sverre
Konung igjen.
Forraadt paany,
i Skjændselens Kaar
laa Norrig i fire
hundrede aar.
- Da lød over Landet
endnu en Gang
Andvake-Lurens
vækkende Klang.
Da mødte - paa Eidsvold -
der atter op
en hugsterk, daadskraftig
Birkebein-Trop.
Og der, i de gjæve,
selvstændige Mænd
Konung Sverre Sigurdsons
Aand gik igjen.
Atter den kaldte
for Norriges Sag
rundt Landets Strænder
og Dale til Slag.
Thi ogsaa Erling Skakke
gik i Norrig igjen;
- det gjorde han dengang,
det gjør han end.
Han søgte - og søger -
for egen Magt
mod Fædrelandet
med Fremmede Pagt.
End ulmer hans Had,
end lyder hans Raab
mod gamle Norriges
dyreste Haab.
Atter bag Prestekjolen
søger han Ly;
og de messer ham, de Gudsmænd,
sit Amen paany.
Atter saa salvelses-
fuldt de det kan,
tordner de mod Norskhedens
Tanke sit Ban.
Mens Bugtrællen beder,
saa vakkert han ved,
igjen for sin Mad
og sin kjære Fred.
- Slig strides der atter
om Magten i Nord:
om de Nordmænd skal raade
sin Fædrene-Jord.
Saa gjælder det da,
om Nutidens Blod
eier Birkebein-Troskab
og Birkebein-Mod.
Thi kjæmper vi Kampen
med Fædrene-Hu,
tør Fornedrelsen finde
sit "Kalvskind" endnu.
- Men dersom vi svigter,
da vrager vi Sverre
og vælger Erling Skakke
til Norriges Herre.
- av Per Sivle.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer