Eugenia-stiftelsens pleiebørn
TIL STIFTERINDEN FRU MARIA SCHANDORFF PAA HENDES
Mel. Af Høiheden oprunden er.
Vor Skjænk er arm, vor Røst er svag
paa Kjærlighedens Høitidsdag;
dog juble vore Hjerter,
og Taksomhedens Taare klar
er al dens Glands: -- vi Stakler har
ei bedre Høitidskjerter.
Os, Veninder,
Glædesstunden
er oprunden,
som har givet
vores ømme Moder Livet.
Hvor mødes du, velsignte Dag,
af vore Hjerters glade Slag!
Det smerter os du svinder.
Men naar du i din Nat nedgaaer,
du faaer din Plads til næste Aar
imellem søde Minder.
Skjøn som denne
Dag ei rinder
Dag i Aaret:
den har baaret
Herligste blandt Norges Qvinder.
Mon ei vi gik paa nøgen Fod?
og vidste ei hvor Mærket stod
imellem Vrangt og Rette?
De Spurve fløi med Korn i Neb,
Vi tænkte vel, men ei begreb,
hvor vi Os skulde mætte.
Om vort Øie
skumred Mulmet;
i Os ulmed
onde Gnister.
Nøden er forvist en Frister.
Vi sad jo paa Forældres Grav?
Og Verden som et rædsomt Hav
laae dæmrende for Øiet?
Hvor let mon kunde i sin Fos
hver Bølge slugt enhver af Os
som Planten spæd og bøiet?
Synden herligst
loved Glæde,
Mad og Klæde.
Den saa gjerne
tog enhver af Os til Terne.
Da stærkere end Skjebnens Arm
blev Ømhed i en Qvindes Barm.
Den al vor Nød forsøded.
I hendes Sjel blev Tanken Daad,
og varmere end al vor Graad
Marias Hjerte gløded',
I dens Skjul Hun
ufortrøden
søgte Nøden;
og Forladte
under trygge Tag hun satte.
Vort Legem Føde, Lys vor Aand
du gav, vor Moder; og vor Haand
du lærte Flid at kjende.
Her sidde vi saa luunt og trygt,
og Dagen gaaer i Herrens Frygt;
dog ingen skjøn som denne.
For vor Moder
klar den rinde!
stedse sende
Fryd til Hende,
den Høihjertede blandt Qvinder!
Til Ham, til Ham, der elskte saa,
der elsker endnu saa de Smaae,
du venligen os førte.
Forvist hos Christ i Himmerig
det Samme vidne vi om dig,
som du paa Jorden hørte.
Han skal takke
dig for Alle
dem, som kalde
dig, Maria,
meer end Moder: Frelserinde.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer