Eugenia-stiftelsens pleiebørn

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

TIL STIFTERINDEN FRU MARIA SCHANDORFF PAA HENDES

FØDSELSDAG DEN 22DE JANUAR 1835.

Mel. Af Høiheden oprunden er.

Vor Skjænk er arm, vor Røst er svag
paa Kjærlighedens Høitidsdag;
      dog juble vore Hjerter,
og Taksomhedens Taare klar
er al dens Glands: -- vi Stakler har
      ei bedre Høitidskjerter.
            Os, Veninder,
            Glædesstunden
            er oprunden,
            som har givet
      vores ømme Moder Livet.

Hvor mødes du, velsignte Dag,
af vore Hjerters glade Slag!
      Det smerter os du svinder.
Men naar du i din Nat nedgaaer,
du faaer din Plads til næste Aar
      imellem søde Minder.
            Skjøn som denne
            Dag ei rinder
            Dag i Aaret:
            den har baaret
      Herligste blandt Norges Qvinder.

Mon ei vi gik paa nøgen Fod?
og vidste ei hvor Mærket stod
      imellem Vrangt og Rette?
De Spurve fløi med Korn i Neb,
Vi tænkte vel, men ei begreb,
      hvor vi Os skulde mætte.
            Om vort Øie
            skumred Mulmet;
            i Os ulmed
            onde Gnister.
      Nøden er forvist en Frister.

Vi sad jo paa Forældres Grav?
Og Verden som et rædsomt Hav
      laae dæmrende for Øiet?
Hvor let mon kunde i sin Fos
hver Bølge slugt enhver af Os
      som Planten spæd og bøiet?
            Synden herligst
            loved Glæde,
            Mad og Klæde.
            Den saa gjerne
      tog enhver af Os til Terne.

Da stærkere end Skjebnens Arm
blev Ømhed i en Qvindes Barm.
      Den al vor Nød forsøded.
I hendes Sjel blev Tanken Daad,
og varmere end al vor Graad
      Marias Hjerte gløded',
            I dens Skjul Hun
            ufortrøden
            søgte Nøden;
            og Forladte
      under trygge Tag hun satte.

Vort Legem Føde, Lys vor Aand
du gav, vor Moder; og vor Haand
      du lærte Flid at kjende.
Her sidde vi saa luunt og trygt,
og Dagen gaaer i Herrens Frygt;
      dog ingen skjøn som denne.
            For vor Moder
            klar den rinde!
            stedse sende
            Fryd til Hende,
      den Høihjertede blandt Qvinder!

Til Ham, til Ham, der elskte saa,
der elsker endnu saa de Smaae,
      du venligen os førte.
Forvist hos Christ i Himmerig
det Samme vidne vi om dig,
      som du paa Jorden hørte.
            Han skal takke
            dig for Alle
            dem, som kalde
            dig, Maria,
      meer end Moder: Frelserinde.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.