Februarmorgen ved Golfen

Ind under himlen, den blaa, der synes
       saa nær, saa nær,
er skredd et under: De hvite blomstrende
       mandeltrær.

For aldrig saa jeg dog før paa jorden
       et syn saa hvitt.
Det dufter av dem i morgensolen,
       men ganske litt.

Det skinner av dem, til alle tanker
       sig vider ut
og majestætisk et tempel hvælver
       i tak til Gud --
       
hvor engler flagrer, hvor længsler mættes
       i nyfødt sang.
Min sjæl forklares, og se, jeg knæler
       for første gang.