Fortuna

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Under aftengyldne Grene
gik vi der, vi to, alene,
og du lo mig Dag i Sinde,
unge, fine, sarte Kvinde.

Og din barnefriske Kind
rødmed let i Kveldens Vind,
fik mit Hjerte til at gløde,
medens Dagen stille døde.

Stjerne paa min dunkle Vei,
Livet, Lykken det er dig,
ved dit Blik i Aftenrøden
blev jeg din, ja, din til Døden.



Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.