Fortuna

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Under aftengyldne Grene
gik vi der, vi to, alene,
og du lo mig Dag i Sinde,
unge, fine, sarte Kvinde.

Og din barnefriske Kind
rødmed let i Kveldens Vind,
fik mit Hjerte til at gløde,
medens Dagen stille døde.

Stjerne paa min dunkle Vei,
Livet, Lykken det er dig,
ved dit Blik i Aftenrøden
blev jeg din, ja, din til Døden.




Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.