Gir jeg var en fugl!

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Hvor ofte steg det Suk med Svalen,
          at svæve fri henover Dalen,
     og samle i eet Blik dens Pragt!
og lade Øjet frit sig sænke
paa hvilken Plet, jeg helst vil tænke,
     og speide om som Ørn paa Vagt!

Men arme Suk har intet Øje.
Hvi længes du da mod det Høje,
     du blinde Taage fra min Barm?
Din Taare ned i Græsset triller,
mens over dig en Lærke spiller
     et Haanvers over dig saa arm.

Se Jordens Drot maa ta'e tiltakke
med Skuet fra en liden Bakke,
     med tunge Flugt af Kjærrehjul!
Det lave Krat, en Gjærderække
tør stolte Aandeøje stække.
      -- O gid jeg var en Fugl! en Fugl!

I blottet Ynde da den hele
velsignte Dal for mig vil knæle.
     Med Biens Fryd fra Knop til Knop
mit lystne Øje vilde jage
henover alle Bygdens Tage
     og søge det, jeg elsker, op!