Glaukos

Naar Sirius opsteg i gylden pragt
og kasted sin glans ved Ægæerhavet,
og Hellas' kyst i sin sommerdragt
laa higende, duftfuld og rigt begavet;
naar vindenes kore fra bølgen drog
at kjøle de blussende øer og strande,
da lytted den grublende mystagog,
da hørte han suk fra de dybe vande.
Han tænkte paa Glaukos, der ligger bunden
i dybets hule, med savn og harm,
og sukker og stønner og slaar mod grunden
og længes til bugten ved laurbærlunden,
hvor voven spiller saa lys og varm.

Der melder et gammelt, mystisk kvad,
at Glaukos var hellig og tryg i sin bølge;
han svam under ø i tritonernes følge,
han vogtede nymfernes lønlige bad.

Men engang, da Sirius, sterk og klar,
gik frem paa den skyfrie safir-himmel,
og staalerne trængte til havets vrimmel,
og søen laa som et gyldent glar,
da følede Glaukos et bittert nag!
han skued de deilige fiske bramme
med purpur og guld mod den klare dag;
men Glaukos var grim og af haiernes stamme.

Han dukkede under, han søgte mod dybet,
til nattens hjem, til korallernes skove.
Hvor straalerne svinde, hvor bølgerne sove,
der vilde han bygge og herske blandt krybet.

De glædedes zoofyternes hær;
thi alle er satte i mulm og fængsel,
og hige dog alle mod dagens skjær
og strække de tusinde arme af længsel.

De neiede dybt for den sterke svømmer
og tænkte i mulmet paa al den lyst,
at sidde saa trygt paa hans ryg, paa hans bryst,
og følge ham opad, hvor bølgen strømmer
med klarere væld ved den grønne kyst.

Og Glaukos laa i sin hæders rus
og rørte sin finne med nådige miner;
og alle mollusker og koralliner,
de strakte sig frem mellem tang og grus.

Men over hans fryd i det nye rige
erindringen øved en sterkere magt;
da vilde han atter bæres og stige
paa lunere vover mod lysets pragt.

Det var for silde. Den hele skare
af sælsomme dyr hang fast ved hans side,
og kunde sig dog ei fra klipperne slide,
og vilde dog med gjennem bølgerne fare.
Da maatte han grue. Han kjæmpede vildt;
men alt som han vred sig paa dybets grund,
han følte polypernes knugende arm,
han følte aktiniens sugende mund,
han følte asterien gro ved sin barm.
Da var han bunden, hans kraft var spildt.

Og bølgerne trillede sommerklare,
og guldfisken leged saa fri og smuk;
Men Glaukos laa i den sterke snare,
og guder og mennesker hørte hans suk.

Naar Hellas' folk ved Persefones fester
omdansed gudinden, der atter blev baaret
fra mulmets gru og kronede aaret,
da lød der et kvad fra de strenge prester
om Glaukos, som krybet har lænket og daaret,
om Glaukos, der ligger med savn og harm
og sukker og stønner og slaar mod grunden
og længes til bugten ved laubær-lunden.
hvor bølgen spiller saa lys og varm.