Goliath

av Johan Sebastian Welhaven

Liden Goliath lod til at blive en Rise;
Filisterne gave ham Drikke og Spise.
Og Goliath voxte, blev drøi og lang;
en Væverbom var hans Landsestang.

Filisterne tænkte, blandt meget Andet:
„Nu har vi da faaet en Rise i Landet.“
Og hvor han gik med Bulder og Bram,
Filisterne saa sig store paa ham.

Og Goliath tænkte„Jeg giver Jer Fanden;
man er ei for Intet i Risestanden.
Jeg lader dem gabe; de tør ei kny:
jeg hersker i Gasa, den rige By.“

Filisterne plyndred i Judas Dale;
den Mindste af dem kunde bramme og prale.
Men Judas Folk gik sammen i Leir;
da saa det ud til et Hagelveir.

Filisterne tænkte„I la'r Jer nok skræmme;
vi har jo en Rise i Kost derhjemme.“
Da gave de Goliath Hjelm og Skjold;
da saa de først, hvad han var for en Knold.

Og Goliath tænkte„Det lønner Umagen;
nu kommer min Glorie rigtig for Dagen.
Jeg ta'r Tabernaklet, det er mit Rov;
de Andre ta'r Resten, — jeg giver dem Lov.“

Filisterne tænkte„Nu kan vi da vise
den hele Indretning med saaden en Rise.
Vi gaa bag hans Ryg, vi puffe ham frem;
da hugger han om sig med Fynd og Klem.“

Og frem tren Goliath, gram og bister;
han var den største blandt alle Filister.
Da fik han et Ram, hvor Panden var bar;
han faldt overende saa lang han var.

Filisterne tænkte„Hvor kan det dog hænde,
at saadan en Karl falder plat overende?“
Men tretten Fod, det bandte de paa,
var Risens Længde fra Top til Taa.

Digte - Innhold

Reisedigte (Digte - Welhaven)
« Æbletræet	Goliath »