Emigranterne

<dikt> Den brune Yankee svinger Sin begede Lærreds-Hat; Han heiser Fregattens Vinger, Og dreier det blanke Rat.

Og Skibet gaar stolt af Havnen, Med skinnende Skands og Bak; Huronen staar støbt i Stavnen, Med Kølle og Tomahak.

Det kom fra de dybe Skove, Hvor Kæmpe-Egen gror; I Missisippis Vove Har Kaimanen fulgt dets Spor.

Det drog fra de rige Bugter, Hvor Livet er friskt og ungt, Hvor Løvet er skjult af Frugter, Hvor Kornet er fuldt og tungt.

Og se, hvor Lynets Flamme, I Bølgernes vilde Dyst, Det bar uden Plet og Skramme Sit skinnende Cederbryst.

Mod Øst, mod det dybe Fjerne, Det for gjennem Stormens Brag, Og Friheds og Haabets Stjerne Stod tindrende i dets Flag.

Mens Seileren fløi mod Stranden Med skingrende Hurraraab, Der stimlede ud paa Sanden En bævende Folkehob.

Sin knudrede Vei den bytter Med Brændingens vrede Skum, Og Stalde og aabne Hytter Med Seilerens mørke Rum.

Den kom fra de syge Lande, Hvor Løgen og Roen gror, Hvor Junkerens Jægerbande I Kornet har Hjortens Spor; —

Hvor Himlen varmer og dugger Det marvløse Agerland, Hvor tusinde fulde Vugger Gynge i Lyng og Sand.

Den fattige Folkevrimmel Har gruet ved Hjemmets Navn, Og stirret mod Vestens Himmel, Og naaet den fjerne Havn.

Og Faderen vandred bøiet, Med Krammet i et Aag, Og vogted med Sorg i Øiet Paa Børnenes sene Tog.

Sit dyreste, bedste Eie Tog Moderen med ombord: Hun bar over tunge Veie Det skrigende, spæde Nor.

Hvor selsom er denne Trængsel Paa Seilerens brede Dæk, — Hvor maler sig Haab og Længsel Og Mismod i tusind Træk!

Hvor mangt et Øie stirrer Hen paa den sidste Baad, Til Blikket forvirrer I Taager af stille Graad!

Paa Ruffet sidder en Kvinde, Med Barnet i sin Arm; Men Barnet kan ei finde Lise ved hendes Barm.

Hun ligner den gamle Moder Europa, der hvisker tyst, At snart vil Livets Floder Standse i hendes Bryst.

Digte - Innhold

Navigasjonsmeny

Reisedigte (Digte - Welhaven)
« Aftenhvile	Dômen i Rouen »