Dômen i Rouen

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Johan Sebastian Welhaven

1.

Hyllet i Morgentaagen
Staar Dômen i Rouen.
I Byen er Hanen vaagen,
Og synger sin gamle Sang.

De sortegraa Tempelmure
Har tusinde spidse Buer,
Og Troner og trange Bure
For hellige Mænd og Fruer.

Cheruber og Drager glide
Af Kæmpeliljens Blad;
Under Gesimset ride
Helte til Davids Stad.

Mod Skyen sig Taarnet hæver,
Med luftige, smaa Kapeller;
Ravnen og Kragen svæver
Gjennem de aabne Celler.

I Søvne ligger Staden
Og Seinens travle Strøm,
Og Kirken staar mørk i Gaden
Som en forstenet Drøm.

En Drøm, hvor gamle Tider
Vil trænge sig op mod Dragen,
Mens Trolde og Eumenider
Ruge paa Sarkofagen.

En Drøm, hvor Sjelen iled
I Fabeldyrets Fjed,
Og saa, hvor dets Afkom hviled,
Og gruede ei derved.

Men Vandreren kan ei tvinge
Sin lønlige Angst og Gruen;
Der daler en iskold Vinge
Over hans tause Skuen.

2.

Nu aabnes de smalle Døre,
Og Hallen er sval og trang.
Der er ingen Lyd at høre,
Ei Psalmer, ei Orgelklang.

Den rødmende Morgen brænder
Paa Vindvet, blandt Kirkens Buer,
Og alle de graa Legender
Vaagne i Farveluer.

Der knæler Klerk og Ridder
I Glarets brogede Glød;
Maria i Skyen sidder,
Med Barnet paa sit Skjød.

Fra hvert et Billed spiller
Et Gjenskin af Farveglandsen
Paa Hvælvingens høie Piller,
Paa Orgelet og Monstrantsen.

Det tyder, at Kraften svinder
Ei sporløs og overbrat;
Det ligner de fjerne Minder,
Der dæmre i Tidens Nat.

3.

Der vandrer en Helt af Garden
I Kirken med strenge Miner;
Han vogter med Hellebarden
Det hellige Chors Gradiner.

Men Krigeren har ei længer
Sin Pragt fra den kjække Færd;
Paa Schweitzer-Livreet hænger
Det minderige Sværd.

Han kjender de gamle Rester
Af Brynjer og Bispestave,
Hvor Kæmper og fromme Præster
Slumre i deres Grave.

Han viser Dig hist i Krogen
Et smuldrende Sakristi;
Der hviler i Marmor-Brogen
Robert af Normandie.

Af Krønikens dunkle Skrifter
Den gamle Gardist fortæller
Om Sankt Ludoviks Bedrifter,
Om Rolf og hans Vaabenfæller.

Og mellem de fjerne Minder
Han maler sin egen Dyst,
Hvor Moren fra Akres Tinder
Drev Pilen i hans Bryst.

Og mangen Erindring svømmer
Til Et med Legendens Scene;
Han gaar som en stille Drømmer
Blandt Hvælvingens Mindestene.