Caroline Stenersen
av Johan Sebastian Welhaven, 1834
I Livets fagre Morgenrøde
Gaar Barnets Leg paa Edens Kyst;
Dens Roser paa dets Kinder gløde,
Thi Himlen hviler i dets Bryst. —
Ak, i vor Middags Flammepragt
Bor Glimtet fra Cherubens Vagt.
Fra Bønnevennen i det Høie
Nedsvæver Engle til de Smaa,
Og mangt et glandsfuldt Barneøie
Ser Englevingen i det Blaa;
Da glemmer Barnet Blomst og Frugt,
Og følger Englen paa hans Flugt.
Naar Nattens Kulde os omfatter
Og slukker Kraftens sidste Glød,
Da sender Børnevennen atter
Den tabte Lille til vort Skjød;
Da lærer den sin faldne Ven
At blive barnefrom igjen.
Mens Kjerlighed ved Kisten græder,
Har Haabet skjult den med sin Krands,
Og se, i æther-rene Klæder
Staar Barnet for din indre Sands,
Og hvisker„glem det korte Savn,
Til Englen flyver i din Favn!“
