Bentine Heiberg
av Johan Sebastian Welhaven (1835)
Den Syge har en grufuld Nat;
Men Haabet bor i Hjertets Rod,
Og Bønnen gaar til Naadens Fod,
Mens Lampen brænder svag og mat.
Den hulde Fader skuer ned
Til Barnet i den bitre Dyst,
Og Angsten viger fra dets Bryst,
Og Smerten brænder mindre hed.
Den Syge ser, som i en Blund,
Al Jordens Glands i Taager lagt;
Men over den, i himmelsk Pragt,
Staar Paradisets Palmelund.
Og Herren aabner mildt sit Skjød,
Og Aandens Længsler ile did.
Ak, dette er den sidste Strid;
Vi græde, kalde Seiren — Død.
O, skulde da den fromme Aand,
Omspændt af Smertens tunge Arm,
Forsmægte i den syge Barm,
Fortvivle i de haarde Baand?
Mens Graven vinker, mørk og sval,
Og mangen Barm er sorrigfuld,
Vi takke Dig, vor Fader huld,
Der korted hendes Længsels-Kval.
