Høſtbetragtning
Ak, hvor kvægende og ſtille
er dog denne Høſtens Dag!
Endnu hviler Somrens milde
Efterglands paa Skovens Tag,
endnu, ſelv i Vaarens Dragt,
kan ſig Markens Spirer klæde,
endnu til en ſtakket Glæde
Sommerfuglens Liv er vakt.
Alt er dog ſaa ſælſomt tyſt;
thi med fredindviet Bryſt
hviler Jorden nu i ømme,
tankefulde, vaagne Drømme
om de ſvundne Dages Lyſt.
Mellem disſe lyſe Lunde
har jeg mangt et Mindeſted.
Tanker ſelv, der dybeſt blunde,
vækkes her ved hvert et Fjed.
Ofte har jeg vandret her,
og mit Livs Forliis beregnet,
medens dog, bag Roſenhegnet,
Fuglens Glæde var mig nær.
Men i denne tauſe Stund
favnes jeg af Freden kun.
Mangt et Gjenfærd ſeer jeg drage
mig forbi, men uden Klage
vandrer jeg fra Lund til Lund.
Thi en Trøſt er klar oprunden
af Naturens milde Ro,
og en Talisman er funden
her, hvor mine Alfer bo.
Hver en Fryd maa trylles om
til et Savn, ſom Sjælen freder;
Mindet kun et Held bereder,
der er Livets Eiendom.
Derfor gaaer jeg ſtille, glad,
i de lune Straalers Bad,
mens en glandsfuld Efterſommer
ſnoer paany af fagre Blommer
Krandſen, der er ſplittet ad.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer