Højfjeldsliv
av Henrik Ibsen
I dalen er der sommernat
med lange skyggers slør;
i højden går om bergvæg brat
en sjø for kveldens bør:
der vælter skyens bølger grå,
og intet syn når op
til jøklen, som i dagen lå
og vidt udover bygden så,
med solguld om sin top.
Men over tågebølgers brand,
i glans af guld og rav,
der højner sig et fredlyst land,
lig øflok spredt i bav.
Den store fjeldfugl sejler slig
som skibet videst ud,
men tinders rad bag jøkelflig
står, hærklædt troldefylking lig,
og truer vest mod Gud.
Dog se, derborte sel og kvé
i slør af fonnens bræm!
Der blåner fjeld, der glittrer sne
omkring det stille hjem.
Det er en verden for sig selv,
og folket er som den, --
fra bygden skilt ved urd og elv,
det har et større himmelhvælv,
og bedre sol til ven.
Se sæterjenten lydløs stå
i glød og skygger svøbt.
Den alvors-alf, hun stirrer på,
har intet ordlag døbt.
Hun véd ej selv hvor langt han vil,
så lidt hun véd hans navn;
men under lur og bjældespil
det bærer bort i solfalds ild; --
mon tro, der findes havn? --
Det er så kort, dit højlands-liv
på sætervold ved bræ;
snart foldes snevejrs-kåben stiv
udover sel og kvé.
Da sidder du ved ovnens kul
i vintrens vante færd; --
men spind du trøstig hamp og uld:
et syn på højfjelds-kveldens guld
er vel sin vinter værd.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer