Højfjeldsliv

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Henrik Ibsen

I dalen er der sommernat
med lange skyggers slør;
i højden går om bergvæg brat
en sjø for kveldens bør:
der vælter skyens bølger grå,
og intet syn når op
til jøklen, som i dagen lå
og vidt udover bygden så,
med solguld om sin top.

Men over tågebølgers brand,
i glans af guld og rav,
der højner sig et fredlyst land,
lig øflok spredt i bav.

Den store fjeldfugl sejler slig
som skibet videst ud,
men tinders rad bag jøkelflig
står, hærklædt troldefylking lig,
og truer vest mod Gud.

Dog se, derborte sel og kvé
i slør af fonnens bræm!
Der blåner fjeld, der glittrer sne
omkring det stille hjem.
Det er en verden for sig selv,
og folket er som den, --
fra bygden skilt ved urd og elv,
det har et større himmelhvælv,
og bedre sol til ven.

Se sæterjenten lydløs stå
i glød og skygger svøbt.
Den alvors-alf, hun stirrer på,
har intet ordlag døbt.
Hun véd ej selv hvor langt han vil,
så lidt hun véd hans navn;
men under lur og bjældespil
det bærer bort i solfalds ild; --
mon tro, der findes havn? --

Det er så kort, dit højlands-liv
på sætervold ved bræ;
snart foldes snevejrs-kåben stiv
udover sel og kvé.
Da sidder du ved ovnens kul
i vintrens vante færd; --
men spind du trøstig hamp og uld:
et syn på højfjelds-kveldens guld
er vel sin vinter værd.



ifra diktsamlingen Digte av Henrik Ibsen


Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.