HErre GUD! dit dyre Navn og Ære
Herre Gud! ditt dyre Navn og Ære
Over Verden høyt i Savn må være,
Og alle Siæle, og alle Træle
Og hver Geselle de skal fortælle
Din Ære.
Det er smukt og kaasteligt at høre,
At mand GUD sin Læbers Pligt monn' giøre;
De Dyb Afgrunder, de grønne Lunder
Skal HErrens Vunder hver Tid og Stunder
Udføre.
Om sig Folk anstille vil saa slemme,
GUds Navn slet at tie still og glemme,
Saa skal dog Stene og tørre Bene
Ey være seene hands Navn det reene
At fremme.
Ja før GUD sin Ære skal forlise,
Før skal Hav og grommen Hval ham prise,
Samt og Tanteyen, som løber Leyen,
Steenbiid og Seyen og Torsk og Skreyen
Og Niise.
GUD er GUD, om alle Land laa øde,
GUD er GUD, om alle Mand var døde,
Om Folk forsvimler, i Herrens Himler
Utallig Vrimler, som slaer paa Cimler
Hin Søde.
Skulle HErren fattis Bram og Svenne?
See, ti tusind staar for ham og tienne,
Ja tusind gange ti tusind mange,
Hvis smukke Sange med Klang kand prange
Der henne.
Men ô Mennisk tør du vel det meene?
At GUds Navn skeer Ræt og Skel allene,
For Præst og Bonde med blotte Munde
Ham love kunde? ney, ingenlunde
Det eene.
HErrens Navn hos os paa Jord kand ikke
Helligis ikkun med Ord og Nikke;
Ney; hvor du svæver og hvor du stræver
See til du lever, som GUds Ord kræver
Til Prikke.
Lad dit Lius for Folket smukt saa brende,
At enhver din Dyyd og Tugt kand kiende,
Leev ey begierlig, ey Folk besværlig,
Leev from og ærlig mod hver Mand kiærlig
Til Ende.
Had alt det GUD i sit Ord selv hader,
At Vellysten dig paa Jord ey skader,
Sky Synd og Lyder, som GUD forbyder,
Elsk Tugt og Dyder, som dig bepryder
Og bader.
Men vilt du paa Synders Vey henstige,
Og fra Dyden blues ey at vige,
Da dine Lemmer GUds Navn beskemmer,
GUds Aand bortskremmer og ey forfremmer
GUds Rige.
Men ô GUD! forhindre sligt at blive!
Hvad som er u-gudeligt fordrive!
At vi vor Tider mod Synden strider
Naar Tiden lider, hos dig omsider
At blive!