HUN TALER:

av Georg Brandes.

Sig, har du følt det, Elskede, at stærkt
min Sorg og Nød er traadte nu i Skygge.
Alt er som før, men ud af alt det Stygge
min Sjæl, mit Jeg er gledet ufornærkt,
og uforstyrret, midt i Dagliglivet,
jeg bær' de Skatte, som du mig har givet.

Hvorfor saa straalende jeg just saa ud,
forleden spurgte mig en Ven herhjemme.
Jeg tav. Men i mig raabte højt en Stemme
en stærk, fordi med mægtigt Gennembrud
jeg fra en Automat er omskabt til
en Aand, som føler, elsker véd og vil.

Sorter etter dato Sorter etter poeng

Slå på automatisk oppdatering av kommentarer

Skriv noe positivt og fornuftig

Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.