Haabet er lysegrønt

av Alexander Kielland

 „Du støver!“ raabte Fætter Hans.

 Ole hørte ikke.

 „Han er lige saa døv som Tante Maren,“ tænkte Hans; „du støver Ole!“ raabte han høiere.

 „Aa, om Forladelse!“ sagde Fætter Ole og løftede Benene høit iveiret for hvert Skrift. Ikke for alt i Verden vilde han genere sin Broder; han havde allerede nok paa Samvittigheden.

 Gik han kanske ikke netop i dette Øieblik og tænkte paa hende, som han vidste, Broderen elskede, og var det ikke syndefuldt af ham, at han ikke kunde faa Bugt med en Lidenskab, der baade var en Uret mod hans egen Broder og desuden saa aldeles haabløs.

 Fætter Ole gik strengt irette med sig selv; og medens han holdt sig paa den anden Side af Veien, for ikke at støve, forsøgte han af al Magt at tænke paa de mest ligegyldige Ting. Men hvor langt borte han end lod sine Tanke begynde, kom de dog ad de underligste Gjenveie tilbage til det forbudne Punkt og begyndte atter at flagre som Fluer om Lyset.

 Brødrene, der vare i Feriebesøg hos Præsten, deres Onkel, befandt sig just paa Veien til den nærliggende Sorenskrivergaard, hvor der skulde være Ungdomsselskab med Dans. Der var mange Studenter paa Besøg i Bygden, saa at disse Ungdomsselskaber gik som en Epidemi fra Gaard til Gaard.

 Fætter Hans var derfor ret i sit Element: han sang, hans dansede, han var vittig fra Morgen til Aften; og naar hans Tone havde været lidt skarp, da han paastod, at Ole støvede, var det egentlig af Ærgrelse over, at det slet ikke vilde lykkes ham at bringe Broderen op i samme Stemning.

 Vi vide allerede, hvad der trykkede Ole. Men selv under normale Forhold var han mere rolig og stilfærdig end Broderen. Han dansede „som en Nøddeknækker“ — sagde Hans —, kunde slet ikke synge (Fætter Hans sagde endog, at han havde en monoton og usympathetisk Talestemme), dertilmed var han lidt distrait og meget generet i Dameselskab.

 Da de nærmede sig Skrivergaarden, hørte de en Vogn bak sig.

 „Det er Doktorens,“ sagde Hans og stillede sig op for at hilse; thi den Elskede var Distriktslægens Datter.

 „Oh — hvor yndig hun er — i lyserødt!“ sagde Fætter Hans.

 Fætter Ole saa strax, at den Elskede var i lysegrønt; men han turde ikke sige et Ord, for ikke at forraade sig ved sin Stemme; thi Hjertet sad ham i Halsen.

 Vognen passerede i fuld Fart; de unde Mennesker hilste og den gamle Doktor raabte „Velkommen efter!“

 „Nei jagu var det den lysegrønne!“ sagde Fætter Hans; han havde neppe faaet Tid til at flytte sine brændende Blikke fra den lyserøde til den lysegrønne; „men var hun ikke deilig — Ole!“

 „Aa jo!“ svarede Ole med Anstrængelse.

 „Du er en Tvædriver!“ udbrød Hans indigneret, „men om du end er blottet for al Sands for kvindelig Skjønhed, synes jeg dog, du kunde vise mere Interesse for — for — din Broders Tilkommende.“

 Du skulde bare vide, hvor hun interesserer mig — tænkte den brødefulde Ole og slog Øinene ned.

 Men imidlertid var Hans ved dette yndige Møde kommen op i en henrykt Stemning af Forelskelse og Lyksalighed; han svang sin Stok, knipsede med Fingrene og sang af fuld Hals. Og medens han tænkte paa hende i den lysegrønne Kjole — i det vaarfriske, sommerfugllette Gevant, som han kaldte det —, faldt der ham en gammel Visestump i Munden, som han sang med stort Velbehag:


 Haabet er lysegrønt —
 Trommelommelom, trommelommelom,
 Stedse og altid skjønt —
 Trommelommelom, trommelommelom.

 Han syntes, at dette Vers passede saa fortræffeligt til Situationen, at han gjentog det i det uendelige — snart i den gamle Melodis Valsetakt, snart som en Marsch, snart som en Serenade — snart i høie, jublende Toner, snart halvt hviskende, som om han betroede sin Elskov og sit Haab til Maanen og de tause Skove.

 Fætter Ole kunde have brækket sig. Thi saa stor Ærbødighed som han end nærede for sin Broders Sang, blev han dog tilslut saa erkekjed af dette lysegrønne Haab og de evindelige „Trommelommelom“, at det var ham en sand Lettelse, da de endelig holdt deres Indtog i Gaarden.  Eftermiddagen gik paa sædvanlig Maade ved saadanne Leiligheder; man morede sig fortræffeligt. Thi de fleste vare forelskede, og de, der ikke var det, fornøiede sig næsten endnu bedre ved at holde Øie med dem, der var det.

 Der blev spillet Ring i Haven. Fætter Hans løb behændig omkring og gjorde tusinde Løier, bragte Forvirring i Spillet og viste sin Dame alskens Opmærksomheder.

 Fætter Ole stod paa sin Post og passede sin Gjerning med Alvor; han opfangede Ringen og sendte den afsted med aldrig svigtende Præcision. Ole vilde ogsaa have moret sig, naar bare ikke hans Samvittighed havde gjort ham saa haarde Bebreidelser for denne bredefulde Kjærlighed til Broderens „Tilkommende“.

 Da Aftenen begyndte at blive kjølig, flyttende Selskabet ind i Storstuen, og Dansen begyndte.

 Ole dansede aldrig meget, men idag var han nu slet ikke oplagt. Han tilbragte Tiden med at iagttage Hans, der hele Aftenen sværmede om „den Tilkommende“; Oles Hjerte sammensnøredes, naar han saa den Lysegrønne fare afsted i Broderens Arme, og det forekom ham, at de dansede hver Dans sammen.

 Endelig kom Tiden til Opbrud. De fleste Ældre vare allerede tagne bort med de respektive Vogne, idet Ungdommen havde besluttet at følge hverandre hjem, da det var en deilig Maaneskinsaften.

 Men da den sidste Gallopade var danset, vilde Værtinden paa ingen Maade tillade, at de unge Damer gik lige ud i Aftenluften, saa varme som de vare. Hun dekreterede derfor en halv Times Afkjøling. For at udfylde denne paa den behageligste Maade, bad hun Fætter Hans om at synge en liden Sang.

 Denne var strax villig; han hørte ikke til disse taabelige Mennesker, der lade sig nøde; han var sig bevidst, hvad han kunde byde.

 Der var imidlertid den Eiendommelighed ved Hans’s Sang, eller rettere ved Bedømmelsen af den, at Meningerne vare mere end almindeligt delte. Af tre Personer blev hans Sang beundret som uforlignelig skjøn. Disse tre Personer vare for det første Fætter Ole, dernæst Tante Maren og saa Fætter Hans selv. Saa kom der et stort Parti, der fandt, at det var ret morsomt at høre Fætter Hans synge: „han fik altid noget ud af det.“ Men tilslut kom der nogle Ildesindede, der paastod, at han hverken kunde synge eller spille.

 Det var med Hensyn til det sidste Punkt, Akkompagnementet, at Fætter Ole bestandig bar paa en stille Bebreidelse mod Broderen — den eneste, der formørkede hans Beundring for ham.

 Han vidste nemlig, hvor megen Møie det havde kostet baade Hans selv og Søstrene at faa lært ham disse Akkompagnementer, især de tre Mollakkorder, hvormed han pleiede at slutte, og som han øvede sig paa, hver Gang han skulde i Selskab.

 Naar han da saa Broderen ved Klaveret lade sine Fingre let og akjødesløst løbe hen over Tangenterne, se op i Taget og mumle: „Ja, hvad staar nu den i!“ — som om han søgte efter den rigtige Toneart, da krøb det i Fætter Ole. Thi han vidste, at Hans blot kunde tre Akkompagnementer: et i Moll og to i Dur.

 Men naar Sangeren, idet han reiste sig fra Pianoet, lod disse tre vel indøvede Mollakkorder klinge saa henkastet — saa vilkaarligt, som om det var noget, der tilfældigvis kom ham i Fingrene, da rystede Ole paa Hovedet og sagde til sig selv: „Dette er ikke ganske ærligt af Hans.“

 Imidlertid sang Broderen friskvæk af sit rige Repertoire; Schubert og Kierulf vare hans Yndlinge; og saa foredrog han: Du bist die Ruh, Min Elskte, jeg er bunden, Ich grolle nicht, Die alten bösen Lieder, Alt lægger for din Fod jeg ned, Aus meinen grossen Schmerzen, mach’ich die kleinen Lieder — alt med den samme overlegne Ro og dette lette, halvt legende Akkompagnement. Det eneste, der voldte ham lidt Bryderi, var det fatale Sted: Ich legt’ auch meine Liebe und meinen Schmerz hinein; men han fik dog noget ud af det.

 Da hørte Ole, der nøle kjendte Grændserne for Broderens Færdighed paa Pianoet, at denne forlod de kjendte Veie og begyndte at tumle om mellem Tangenterne; og han troede til sin Skræk at opdage, at Hans søgte efter den usalige „Haabet er lysegrønt“. Men til al Lykke fandt han den ikke, hvorfor han indskrænkede sig til at nynne Sangen halvhøit, idet han henkastede de tre berømte Mollakkorder.

 „Nu ere vi afkjølede!“ raabte den Lysegrønne hurtigt.

 Der blev almindelig Latter over hendes Iver for at komme afsted, og hun var ganske rød, da hun sagde Godnat.

 Fætter Ole, der stod i Nærheden af Værtinden, tog ogsaa Afsked; Fætter Hans derimod blev holdt tilbage af Sorenskriveren, som ønskede at vide, under hvilke Lærere han havde studeret Musik; og det tog Tid.

 Saaledes skete det, at Ole og den Lysegrønne samtidig kom ud i Entréen, hvor de unge mennesker snart flokkedes om Klædeknagerne, dels for at finde sit eget Tøi, dels for at rive de andres ned.

 „Det kan nok ikke nytte at trænge sig frem,“ sagde den Lysegrønne.

 Nu snørede Oles Strube sig sammen paa en chikanøs Maade, saa at det blot lykkedes ham at frembringe en dum Lyd. — De stod tæt ind til hinanden, da der var trangt, og Ole vilde gladelig givet en Finger for at kunne sige hende noget behageligt eller ialfald fornuftigt; men det var ganske umuligt.

 „De har vist ikke moret Dem iaften?“ sagde hun venligt.

 Fætter Ole tænkte paa den ynkelige Rolle han havde spillet hele Aftenen; hans Uelskværdighed syntes ham saa trykkende, og derfor svarede han (det dummeste, han kunde have svaret — tænkte han, idetsamme Ordene vare udtalte):

 „Det er saa leit, at jeg ikke kan synge.“

 „Formodentlig en Familiesvaghed,“ svarede den Lysegrønne med et hurtig Blik.

 „N—e—i,“ sagde Ole yderst konfu, „min Broder synger jo udmærket.“

 „Finder De!“ sagde hun tørt.

 Dette var det allerforunderligste som nogensinde var hændt Ole: at der kunde være mere end en Mening om Broderens Sang, og at hun, „den Tilkommende“, ikke syntes at være blandt Beundrerne! — og dog var det ham ikke ubehageligt at høre.

 Atter en Pause, som Ole forgjæves søgte at bryde.

 „Synes De ikke om at danse?“ spurgte hun.

 „Ikke med alle!“ busede han ud.

 Hun lo: „Nei, nei! en Herre kan jo vælge.“

 Nu begyndte Ole at miste Fodfæste. Han følte sig som en, der gaar i sine egne Tanker gjennem Gaderne en Vinteraften, og pludselig mærker, at han er kommen ud paa en glat Holke. Der var ikke andet for end at holde sig oppe og lade staa til, og med Fortvivelsens Mod sagde han: „Dersom jeg vidste — eller turde haabe, at en af de Damer — nei! at den Dame, som jeg vil danse med, at hun havde Lyst — hm! at hun vilde danse med mig, saa — saa —,“ længer kom han ikke, og efter at have sagt „saa“ et Par Gange til, taug han.

 „De kunde jo spørge,“ — sagde den Lysegrønne.

 Armbaandet var gaaet op, og det havde saadan en slem Laas, at hun maatte bøie sig helt forover og knibe, saa hun blev ganske rød, for at faa det sammen.

 „Vilde for Exempel De danse med mig?“ — det begyndte at gaa rundt for Ole.

 „Ja hvorfor ikke,“ svarede hun. Hun stod og pressede Spidsen af Skoen ned i en Sprække i Gulvet.

 „Paa Fredag skal der nok være Fremmed i Præstegaarde — vilde De da lade mig faa en Dans?“  „Med Fornøielse: hhvilken Dans ønsker De?“ svarede hun, idet hun bestræbte sig for at tale i Dametone.

 „En Française?“ — for de ere saa lange, tænkte Ole.

 „Anden Française er ikke optager,“ svarede Frøkenen.

 „Og en Gallopade?“

 „Ja — Tak; første Gallopade!“ svarede hun lidt nølende.

 „Og en Polka?“

 „Nei, nei! ikke mere!“ raabte den Lysegrønne og saa paa Ole med Ængstelse.

 Idetsamme kom Hans i fuld Fart: „Aa! hvor heldigt, at jeg fandt Dem, Frøken! — men i hvilket Selskab!“

 Dermed trak han paa sin elskværdige Maade den Lysegrønne med sig for at finde hendes Tøi og slutte sig til den andre.

 „En Française og en Gallopade; men ikke mere — jaja! jaja!“ gjentog Fætter Ole. Han stod som fastgroet paa samme Plet. Endelig mærkede han, at han var alene. I en Fart greb han en Hue, listede sig ud ad Bagveien, sneg sig gjennem Haven og brøb saa med stort Besvær over Havegjerdet ikke langt fra Porten, der stod paaklem.

 Han slog ind paa den første Fodsti gjennem Marken, idet han fæstede sine Øine paa Præstegaardens Skorstenspiber. Han havde en svag Fornemmelse af, at han blev vaad tilknæs i det høie Græs; derimod mærkede han slet ikke, at Sorenskriverens gamle Uniformshue, som han havde været saa heldig at trive i Farten, vaklede rundt paa Hans Hoved, indtil den kom til Ro derved, at den store Skygge gled han ned over Øret.

„En Française og en Gallopade; men ikke mere! —jaja! jaja!“ —

 — Det var temmelig sent paa Natten, da Hans nærmede sig Præstegaarden. Han havde fulgt Doktorens Damer hjem, og nu gik han og gjorde op Dagens Regnskab.

 „Hun er lidt sky; men det kan jeg igrunden godt lide.“

 Da han bøiede af Veien ved Præstegaardens Have, sagde han: „Hun er forbandet sky, næsten mere end jeg synes om!“

 Men da han gik over Gaardspladsen, badte han paa, at knibske og lunefulde Damer var de ufordrageligste, han vidste.

 Sagen var nemlig den, at han slet ikke var tilfreds med Dagens Udbytte. Ikke saa, at han et Øieblik tvivlede om at være elsket; men netop derfor fandt han nendes kolde og tilbageholdne Opførsel dobbelt ærgerlig. Aldrig havde hun kastet Ringen til ham, ikke taget ham op i en eneste Tur, og paa Hjemveien havde hun talt med alle andre end ham. Men næste Gang skulde han tage det paa en anden maade; hun skulde nok komme til at fortryde den Dag.

 Han gik stille i Huset, for at ikke Onkel skulde høre, hvor sent han kom hjem. For at naa sit og Broderens Soveværelse, maatte han passere et stort Loft. Her var et Vindu, der af Ungdommen benyttedes som Dør, hvorigjennem man kom ud paa etslags Altan, som dannedes af Overbygningen over Havetrappen.

 Fætter Hans bemærkede, at dette Vindu stod aabent; og derude paa Altanen saa han i det klare Maaneskin sin Broders Skikkelse.

 Ole bar endnu de hvide Hansker fra Ballet; han holdt sig med begge Hænder i Rækværket og stirrede Maanen lige i Ansigtet.

 Fætter Hans kunde ikke begribe hvorfor Broderen opholdt sig derude paa denne Tid af Natten; men allermindst kunde han begribe, i hvilken Hensigt Ole havde taget en Blomsterpotte paa Hovedet.

 Han er fuld, tænkte Hans og nærmede sig forsigtigt.

 Da hørte han Broderen mumle noget om en Française og en Gallopade, og saa begyndte han at gjøre nogle underlige Bevægelser med Hænderne.

 Fætter Hans fik det Indtryk, at han forsøgte at knipse med Fingrene; og nu sagde Ole langsomt og tydeligt med sin monotone og usympathetiske Talestemme: „Haabet er lysegrønt trommelommelom, trommelommelom;“ — den Stakkel, han kunde jo ikke synge.

Fra Samlede værker, Bind I, 1907 (s. 5–11).