Halfdan Sorte

Sang ved Indvielsen af Halfdans Club 1815

 Kong Halfdan i Hedenold foer
        Heel lystigt om Julen til Gilde;
 Han var sig en Kæmpe fuld stor,
        Og tørsted' og drak ikke ilde.
 De Skjalde saa mangen en Sang
        Begeistred' ved Mjødhornet digted';
 Og aldrig ved Hornenes Klang
        Man veed, at en Normand har svigted'.
 
 Heel silde gik Kongen en Nat
        Fra Laget, og hjemad han kjøred';
 Han pidsked' og skreg som besadt,
        Det gik, som om Fanden ham føred'.
 I Ulveskindspelsen han sad
        Og dinglede frem og tilbage;
 I gjette vel lettelig hvad
        Sligt kunde hos ham foraarsage.
 
 Paa Randsfjord han kjøred' omkap
        Med Følget, der skreg under Hikke;
 Hans Traver var munter og rap,
        Og Svøben han sparede ikke.
 Men da han, som sagt, var lidt fuld,
        Slig kan jo den Bedste nok hænde,
 Saa kjøred' han ned i et Hul,
        Og det blev den Mjøddrikkers Ende.
 
 De Normænd de sørged' for ham,
        Og end de bevare hans Minde;
 Og sandelig det var en Skam,
        Om det kunde nogentid svinde.
 Thi hvo der kan drikke som han,
        Og døer udi Ruset med Ære,
 Han bør vel at nævnes en Mand
        Og evig udødelig være.
  
 Paa Halfdans, paa Fædrenes Viis
        Vi Julen indvie til Glæde!
 Vi Synge til Juulheltes Priis
        Og Struben til Sangene væde!
 Som Halfdan vi tømme vort Kruus,
        Af Halfdan vi Munterhed lære!
 Og drukne vi udi vort Ruus,
        Da gid det i Viin maatte være.