Holger Drachmann

Det er den gamle, sagnombruste barde!

Nu reiser ynglingfrisk han sig fra bordet
med glasset høit i haanden og tar ordet,
mens skjeg og haar
i straaleglorier rundt hans hode staar,
og blikket lyser nytændt som en varde:

- I unge kvinder og I unge mænd!
Hvad bedre har vort arme liv at byde,
det liv, som slæper meningstomt sig hen
og sænker os i sorg for hver en glæde,
end rus?
Velkommen hit at kjende blodet syde
i hat, i elskov, tændt av vinens hete!
Alt hører fjernt jeg brede vingers sus -

Rus til vi dør!

Det stiger det i kor: Du evigunge!
Tro aldrig, at du dør, du livsberuste! . . .
Selv staar han kneisende, den sagnombruste,
henført av ord, som glitrer paa hans tunge
og nu i solglans vælder fra hans mund
som kildesølvet dypt av jordens bund . . .
Den stolte, store, straalehvite barde,
det er, som har han hele lommen fuld
av klingende dukater til sin garde,
hvorpaa hans billed preget er i guld.

Letsindig-ødselt slænger han dem ut:
- Vær takket I, som lyder vaarens bud
og roper: Lever vi, skal og der leves!
Han vinker av med haanden. Bordet hæves,
mens ut den sidste guldrest djervt han strør:
Rus til vi dør!
Rus til hver blodets attraabrand er stillet!

- Kom la os speile os i mestrens billed!

Jeg skulde tro, det blir en festglad nat.
Men hvorfor staar beskjæmmet og forlatt,
glemt bort fra kys og tant, den gamle barde?
Taus griper han sin hat og river av
sin første ungdoms trodsige kokarde
og kaster tuas den i sin ungdoms grav.

- Held følge os, som er til velstand kommen!
Ve dig, som blot har kobbermynt i lommen!

Saa ut i natten hjertesaar, alene.
Men nu er strømmen sunket i hans sind.
Bart ligger det for rusk og graaveirsvind
med slim paa bunden, mudderdækte stene,
men løv fra vaarens tid, hvor travlt det kryr
av graadigvilde, smaa, lyssky dyr.

Aa ja, han vet det nok, han ser og kjender,
at smerten eier klør. Det svir og brænder.
- Min tapte brud,
syk, ældet rækker armene jeg ut!

Det er den store, sagnombruste barde.