Kalmukkisk klagesang ved den wolgaiske hordes bortmarsch
Tidt naar Himlen straaler klarest
den af Skyer mørknes snarest,
saa man kunde fristes til
at forbande Skjebnens Spil.
Nu paa Bjergene de fagre
Skimler ville blive magre.
Og hvad vil Torgoten tro
vel om Os, som blev iro?
O hvor vil paa Fjelde steile
Margen eders Hjorde feile!
Drager kun med Ønsket hen,
Os engang at see igjen!
O hvor ville ei de skjønne
Brune sig tildøde stønne?
Skjænker os dog Ønsket I,
engang Eet igjen at bli'e!
Den Torgotiske Kalmukhorde eller som Russerne kalde den, de Wolgaiske Kalmukker, var den rigeste og mægtigste af de det Russiske Scepter underkastede Kalmukstammer. Russiske Indgreb i deres og deres Chans Rettigheder vakte en saadan Utilfredshed, at de i Vinteren 1770, henved 60,000 Telte stærke, vendte tilbage over den tilfrosne Ural gjennem den Kirgisiske Steppe til Soougariet, hvor de begave sig under Chinesisk Beskyttelse. (Klaproths Asiatisches Magazin.)
O hvor vil det gaae de fede
Blaagraae paa den skarpe Hede?
O I Guder, har I brat
uden Hjælp os da forladt?
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer