Kirken St. Germain-l'Auxerrois

av Johan Sebastian Welhaven

Just vis-à-vis for Louvres Kolonnade
Med ydmyg Kummer staar det gamle Hus;
Fast overalt har Kirken taget Skade,
Dens Gavl og Taarne ligger halvt i Grus;
Dens Helgner staa i Marter ved dens Porte:
Hist mangler Foden, her er Haanden borte.

Du staar ved Louvre, læner Dig mod Gitret,
Og ser paa Kirken med en Drømmers Blik.
Er det fordi at Sekler har forvitret
Den Mur, der grundedes af Chilperik?
Er det fordi Normannen var paafærde,
Og skjænded den med Luer og med Sværde?

Du har maaske i Helligdommen dvælet
En selsom Time, da din Tro var stærk,
Og Kirkens Børn har ved din Side knælet,
Mens Hymnen bruste fra dens Orgelverk?
Du har maaske beundret Prækestolen,
En af de herligst skaarne under Solen?

Ak, her har Tiden dannet ny Ruiner,
Og gjennemfuret Kirken med en Skrift,
Der dølger Krønikens devote Miner
Og Vikingens barbariske Bedrift;
Her klang en Storm af friske Melodier,
Der overdøver alle Litanier.

Da Juli-Kampen raste gjennem Staden,
Og Røgen slørede det hvide Flag,
Klang imod Louvre djervest Kanonaden;
Her under Kirken stod det værste Slag.
Til Høitid kimede de gamle Klokker;
En Blod-Daab sank paa Menighedens Lokker.

Da gik fra Louvres Vinduer og Luger
Den skarpe Hagl-Orkan af Jern og Bly;
Og Kirkens Kvader brast af sine Fuger,
Og Muren dirrede i Kampens Gny.
Og atter dirred den i Jubelbraget,
Da Slottets Vær var splittet ad og taget.

Og derfor stirrer Du paa Stenens Revne,
Og maner stille for den indre Sands
De unge Helte i det store Stevne,
Og Trikolorens gjenoprundne Glands.
Du ser en Sæd, der spirer efter Torden,
En vaarlig Luft, der smiler over Jorden.

Ak, mangt et Blik, der faldt paa Kirkemuren,
Har taget Varsler for den nye Jord,
Hvis Friheds-Ager dølger under Furen
Den sidste Kirkes sammensunkne Chor.
Det er en Drøm; dens Febergys skal virke,
At Slægten vaager mellem Slot og Kirke.

Digte - Innhold

Reisedigte (Digte - Welhaven)
« Place Vendôme	Champs Élysées »