Konvaller

Her lands med aaen staar de ikke spredt,
men i sin marmorhvithet tæt i tæt.
Dog naar de allertættest gror, da maa
en se sig nøie for og varsomt traa:
Hvor sommerlijg og fredfuld aaen risler
den tamme visen sin, vi alle kan,
der løfter sig et hode op og hvisler . . .
Det er en anden fjetrende musik
end aaens mumlende . . . Et djevelsk blik,
en huggorms giftige, en giftspændt tand -

«Aa, kjære barn! Forsiktighet! Pas paa!»

Vi vet det alle: Hvor det rikest gror,
der lurer farer fler, end noen tror.
Det gir en egen skremmende mystik.

Her var fra gammel tid et huggormland.

Til huset fører snorrett en allé,
hvor dagstøtt under ensomhetens vekt
i mer end hundre aar slekt efter slekt
har gaat i høstlig regn, i vintres sne.
Det var vel ikke tidt saa morsomt just.
«Men vit, I unge, livet er et pust,
og længsler, som gav fryd og graat og ve
snart skjemmes vil av tidens golde rust.
Bli, hvor I er! Her har I vern og le.»

Men kommer efter sno og sne og slud
den lyse mai med anelser og bud,
da merkes atter duften skjær og ren.
Han vet om en. Hun vet om en.
Og junikvelden i sin hete glans
staar mæt av vellukt, tendende hver sans,
mens aaen risler, risler uten stans.

«Tro ikke, barn, at livet er en fest.
Vi gamle, som har levet, saa det best.
For os var det en strid fra dag til dag,
og kjærligheten, ak, et tomt bedrag.
Dypt i hver sjæl en slanges trollske krop,
som uten varsel reiser hodet op.
For ord, som saarer . . . straks en liten rift,
og blodet stivnet til av hatets gift.
       Pas paa! Pas paa!
Husk mindelsen I fik, da I var smaa!»
       
Nu dufter det om dagen og om natten.
Det frister søtt i gyldne kveldes fred.
Men slanger vokter skatten, marmorskatten.

Og netop her er stevnemøtets sted.

Hit slipper ingen ind. Det vites jo.
       Et ormebo.
Og derfor gaar i tryghet to og to
og ler av gammelvisdom, overtro.
Men huset sover i sin tunge ro.
Et huggormland. Et eventyrets land.
O vaar og elskov over al forstand!