Livets musik
Af Alt frembrød paa første Bliv
et Liv af Liv, et Livsens Liv.
Som Slanger Qvistene sig snoe'de,
med synlig Aanden Græsset groe'de.
Sig Palmens brede Blade rørte
som Fuglens Vinger op og ned,
endskjøndt de ikke kom afsted.
Syringens Blad, somom det hørte,
liig spidset Øre oprakt stod.
Man Pulsen saae af Rosens Blod;
og alle Markens Blommer vare
som Læber, der med Smiil kun svare,
som Øjne, der i Afstand dog
forstaae at tale Blikkets Sprog.
Det var et Liv af første Bliv,
et Liv af Liv, et Livsens Liv.
Men Alt var lydløst; lydløst Alt!
Selv Bølgens høje Røst var qvalt.
Som Hvælv af Luft henpaa hinanden
de rulled tause over Stranden.
Og Fossen styrted uden Gny,
som Skyen glider over Sky.
Og skjønt, men taust, som Marmel var
det Skabtes første Herskerpar.
De talte ikkun til hinanden
med Haand til Læben og til Panden.
Meer livligt Liv de leved dog,
meer fyrigt deres Hjerter slog.
Endnu, naar Livet højest stiger,
fra Tungen Lyd og Mæle viger.
Men gid i Barmens Dyb begravt
de Marmorhjerte havde havt,
for dødt og koldt til i sin Banken
til Synden at undfange Tanken!
Dog skede det i Blodets Varme.
Men Herren ynktes med de Arme.
Han ei dem knuste, som fortjent,
men standsed Synden, som var meent.
Før Tanken brød i Udaad ud,
i Hjertet standstes den af Gud;
men, til en Straf, og med det Samme
Bevægelsen ved Livets Flamme.
Ja, til en Straf, saa let som givet,
Han tog Bevægelsen fra Livet.
Medeet laa Floden i sin Dal
som blaa Emalj, som fast Krystal.
Men øverst oppe under Fjeldet
som Marmorlag stod Fossevældet.
Vel Fuglen fløj, men som paa Bly.
Som Iis paa Vand stod Luftens Sky.
Ei hvifted Vind i Lundens Haller.
Den stod som Havenes Koraller.
For Menneskets fortvivlte Blik
Alt lignede et Mosaik.
Forbandelsen var rædsom. Alle
Serafer ned for Herren falde;
men Ingen vover til hans Vrede
for den fortabte Jord at bede.
Da zittrede det Straalehav,
som Thronen bølgende omgav;
og, kløvende dets Lys, frembryder
Almagtens egen Røst, der lyder:
"Den løser Jorden fra min Vrede,
som har en Kjærlighed saa stor,
at han forlader Himlen for
den arme Adams Skyld dernede."
Men alle taug. Da Kjærlighed
brast førstegang i Englens Hjerte;
selvoffrende for Jordens Smerte
vil Ingen svinge sig derned.
Hos Englene, de Skrækbetagne,
sank Vingerne, af Lamhed slagne.
Selv Engelen "Barmhjertighed"
kun lover Graad i Hjælpens Sted.
Da lød en Røst, den Røst, som Stjerne
til Stjerne toner i det Fjerne,
det Harmoniens var, som talte,
-- den Engel, paa hvis Vinger Gud
Konturerne til Alt afmalte,
før det blev til paa Blivets Bud:
"Farvel, I Himmelske! Farvel!
Jeg Jordens Liv gaaer at befrie.
Det skal ei meer forstenet tie!
I Jordens Liv ton ind, min Sjel!"
Fra Himlen Tonens Engel svunden
har sig til Støvets Læbe bunden.
Den første Tone lød derfra:
et jublende Halleluja.
Da hvifted Bladene, og Bækken
løb syngende igjennem Hækken.
Som en uhyre Sølverstreng
klang Fossen, spændt paa Fjeldets Hæng.
I Skyen dirred Lærkens Lyst,
og ud fra Droslens fulde Bryst
sin Veemod tonte Sommerqvellen.
Allivet ud i Toner brød;
ja selv i Granens tause Skjød
opvaagnede Violoncellen.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer