Mig selv
Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen
forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig?
Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet
Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner.
Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar.
I min Hunds Øje sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd.
Min Vedbende er voxet. Didudaf mit Vindu har den baaret paa sine brede Blade
alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme.
Den første Foraarsregn vil falde paa Bladene og udviske nogle troløse Navne.
De ville falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens Huler.
Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert af Centifoliens, den Vaargaves, hundrede Blade --
mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle en Sekund med Ærgrelse?
Det vilde være som at dræbe himmelblaae og rosenrøde Sommerfugle.
Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste.
Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede Hoved med Aske,
og at bortkaste de Diamanter af straalende Sekunder, Tiden endnu nedsaaer derover.
Nei, frisk I Journalister! hvæsser eders Rævekløer kun paa Klippen.
I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en blød Grav.
Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte.
De skulle engang pryde min Aands Diadem.
Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mit Had flux tusind Alen borte.
Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de første Bølger fra Land og langt ud i Havet.
Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes?
Berøv ikke Landskabet dets brusende Bæk!
Høistærede Vidjebusker, tillader Bækken at skumme, naar den gaaer imellem Stene.
Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme glanende Øine.
Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld af drivende Skyer, Solens Eventyrslande?
Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok?
Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv.
Ha, de blinke jo, som om de vilde tale til dig!
Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen ogsaa Foraar?
Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu hvile de og fryde sig. Halelujah!
Hvilken Rigdom for en Dødelig!
Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde, og skal deeltage i Jordens.
Den tindrer stærkere end Vaarstjernerne, og den vil snart springe ud med Blomsterne.
Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved.
Som et Krystalbad nedfalder din Glands derpaa.
Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernerne.
Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets Forhæng, hvis Folder ere forsvundne.
Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed som af Alabaster.
Som en Büste staaer den i mit Indre. Stirr i dens Træk!
Nu ere de, som I ville have dem. De spodske ere stivnede.
Min Sjel har kun Ligets milde Smiil. Hvi forfærdes I mere?
Den Djævel! Büsten har et leende Hjerte under sin Rolighed.
Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat paa det!
Anmærkning til Mig Selv.
Forf. Jeg anmoder de klogeste Mennesker i Verden D'Hrr. kritiske Anonymer, om at sætte disse Tanker i Vers.
Kritiske Anonymer i Morgenbladet, Constitutionelle, Hermoder etc. etc. etc.
Klogeste Mennesker i Verden ? Ganske rigtig; det er upaatvivlelig vi
Anonymer. Neitak! Ultra posse. -- Men en Læredreng skulle vi gjøre ham til, saalænge han lever.
Forf. Ja, her er en Læreklud.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer