Nej, hvor blir du dog af?
Nej, hvor blir du dog af, du, som ejer den magt
at slå løgnen og uretten ned,
der har kring-sat mit hus og har ondskabens vagt
på hver vej, som jeg ud for min ævne har lagt,
og som nu bryder in
for med løgn og med had
at belure mit sinn
og besudle hvært fad
i mit yndige hjæm, hvor vi harmløse sad.
Nej, hvor blir du dog af? Denne år-lange spot
har jo byttet mig bort for mit folk,
har lagt tåger af løgn om mit digtningens slot,
så det synes selv-dyrkelsens mudder-pøl blot,
og et trold-klomset dyr
er jeg selv, til foragt,
så de "dannede" flyr
eller samles til jagt
for at bringe sit had ret et gæste-buds slagt!
Når jeg skriver en bog, "er den halv som jeg selv";
hvis jeg taler - forfængelighed.
Hvad jeg bygger mod scenens fortryllede hvælv,
er kun dunst af mit inbildske selv.
Når jeg slår for min tro
og den hjæmlige skik,
når jeg værger den bro,
vi fra fædrene gik,
er det bare, fordi jeg en orden ej fik.
Nej, hvor blir du dog af, du, som river itu
denne fule og kvælende løgn, -
og kan jage til havs al den pest-syge gru,
som de har for begejstring og vilje-stærk hu, -
og har kærligheds-favn
for det troende mod,
der i kulde og savn
på en morgen-vagt stod,
som skal holdes, til hæren har lys for sin fod.
Kom, du Gud-fødte folke-ånd, aner du har
fra den jætte-betvingende Tor.
Du kan age på lyn med langt-rullende svar
til det trodsige dværge-gny under dit far; -
du kan vække den magt
som en folke-trang har,
du kan styrke den pagt,
vi som fost-brødre skar,
da ved Hafur dit æt-store mærke vi bar.
Tak, vor folke-ånd, tak! - Bare tanken på dig
gør til småt alt det små, som jeg led.
Se, jeg vier mig helt til dit komme, til dig,
og jeg kaster mig ned for dit åsyn, for dig,
og jeg ber om en sang
af din kvædende mund,
så jeg kunde en gang
i afgørelsens stund
rejse kæmper for dig på vor fædrene grun.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer