Nirvana

Nei, ikke mer av uro nu! Jeg gjemmer
mig bort for altid i et land av skygger,
hvor mørket gror, og edderkoppen bygger.
Kun ett jeg vil: At glemme. Og jeg glemmer.

Og ikke spør jeg, om jeg endda lever,
skjønt fjernt jeg aner sus av lette vinger:
I drømmens halvlys gjennem rummet svæver
en flaggermus og kredser rundt i ringer.

Et liv paa skrømt. Længst gik jo solen under,
den røde sol, som hidder og forbrænder,
hvis ildkraft sykt begjær i sjælen tænder.
Jeg lever ikke. Smertefrit jeg blunder.

En flaggermus, som gjennem rummet svinger
i uklar flukt, sig sænker eller hæver . . .
Og der er intet nag, som mer mig stinger
og intet liv, som attraafyldt jeg kræver.

Kun ro og glemsel! Livsensræd jeg rygger
i gru tilbake for paany at skulle
med dagen vaakne, puste i dens kulde.
Jeg er en skygge i et land av skygger.