Nordens Samling
Den har hos Slægten blundet
ifra Margrethes Tid,
og har den frem ei vundet,
vi naar vel engang did,
da for hin Samlingstanke,
som ei har manglet Tolk,
hvert Hjerte varmt vil banke
hos Nordens trende Folk.
Det er et dunkelt Billed
de svundne Sekler gav,
der Frændehadet døbtes
i Blod paa Land og Hav,
der Bror i Forbund stevned
med Broderfienden frem
- og gjorde, hvad han evned
til Sorg i Nordens Hjem.
Saa randt da Sol omsider
for Svea og for Nor,
et Tegn til bedre Tider,
mens mangt et Broderord
fløi over Kjølens Fjelde
og mødte Tak igjen,
det loved lyse Dage:
der norsk og svensk var Ven.
I Slesvig, Prøiserhæren
i fir' og treds brød ind,
paa begge Kjølens Sider,
stod Harmens Glød paa Kind,
det brused i de unge,
«til Hjælp!» det høilydt klang,
de længtes did at fare,
hvor tyske Kugler sang.
Dog, om ved Dannevirke
og Als og Dybbøl med
ei Nordens Bataljoner
i sluttet Fylking stred,
de faa, vi saa at drage,
gav Samlingstanken Glans,
om deres Pander fletted
at Tak vi Laurens Krans.
Fordi vi tror paa Dagen,
da Nordens Folk er ét:
da Brodersind har avlet
Respekt for Broders Ret,
da vi med Haandslag mødes
og i en Alvorsstund
staar samlede i Kampen
mod Ran af gammel Grund.
Se øster, hvor Barbaren
har Finlands Vinge knust,
den, som saa frit har seilet
og minderigt har sust;
den Tid kan atter rinde,
da Østens Ørn slaar ned
og borer i vor Bringe
sin Klo - trods Skrig om Fred.
Hvorfor da længer strides,
naar vi bør sammen staa,
naar Vold vi frækt ser øvet
af store mod de smaa?
Ja, ruger over Norden
end Broderstrid idag,
engang kan Maalet naaes,
hvis Folket selv staar bag.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer